Hele ugen har der været bogstavjagt med bogstaver i byens butikker med lodtrækning om præmier til de rigtige besvarelser, og tirsdag var der gratis film i Pandrup Kino.

Gratis aktiviteter
Torsdag eftermiddag var der mange familier, som benyttede sig af muligheden for helt gratis at få og udsmykke et græskar på Sparekassetorvet i Pandrup, hvor der også blev serveret gratis kakao og boller.
Der blev trukket lod om en gavepose blandt deltagerne, og de heldige vindere er Elias Jakobsen, Victor Vestergaard Bak samt Isabel Heidelbach.
Og de hyggelige efterårsaktiviteter blev torsdag aften fuldt op med bålfortællinger i Anlægget, hvor Julemanden, Nissemor, en fe og sognepræst Michael Berg alle havde noget på hjertet.
Her solgte Pandrup Borgerforening også æbleskiver og kaffe til fordel for Giv En Julegave, som giver julehjælp økonomisk udsatte familier i Jammerbugt Kommune.

Et godt samarbejde
Bag alle aktiviteter står borgerforeningen samt Pandrup Kaas Handel og Erhverv.
– Vi vil gerne gøre noget for byens borgere og sørge for liv og aktiviteter i Pandrup, og så vil vi gerne vise, at borgerforeningen og handelsstanden sagtens kan arbejde sammen, siger Henrik Larsen Kristiansen, formand for Pandrup Borgerforening.
– Vi vil gerne profilere borgerforeningen og vise, at den er meget mere end hestevæddeløb, tilføjer han.
Og set ud fra deltagelsen i efterårsferiens aktiviteter, så er der blevet taget rigtig godt imod initiativerne fra byens borgere og gæster.
I øvrigt har Pandrup Borgerforening lige har fået opstillet 8 nye borde-bænkesæt i Anlægget samt etableret lys ved stien.