“Den Aflyste Børnefest” er en passende titel på en fest, man ikke kan holde i denne Coronatid.
Alligevel har Jammerbugt Kulturskole lavet en fest i nogle tomme butiksvinduer på Jernbanegade i Brovst. Her udstiller 30 børn fra forskellige billedkunsthold under Jammerbugt Kulturskole deres værker. 

En eksplosion i farver
De seneste måneder har eleverne haft fjernundervisning, og længslen efter igen at kunne være sammen omkring det kreative er stort.
På denne udstilling er eleverne sammen på en anden måde, da hver enkelt elev har skabt et stykke ternet dug til festbordet, og de har hver især modelleret fantasi mad i ler, og derefter farvelagt det. Det er blevet til en sand farveeksplosion som nu, og frem til onsdag i uge 8 kan opleves udefra i Jernbanegade 16-18 i Brovst.
Her har skolen været heldige at få lov til at udstille i butiksvinduet, så alle kan se værkerne.
– Vi siger stort tak til Breinholt A/S Fjerritslev, som generøst har lades os låne vinduet, siger Mads Mølgaard.

Zoom og mail
Hvordan har eleverne så kunnet arbejde med dette på trods af Corona? Heldigvis er de seje og holder ved, selvom alle efterhånden er lidt trætte af skærme. Hver uge har eleverne fået en mail med videolinks til undervisning, fulgt op af manualer og ugentlige Zoom møder, hvor de lige får set hinanden, og taler om hvad de er i gang med.
Det kræver forældrenes nærvær, da de det er dem, der er bindeleddet mellem mails og mødeopsætning på skærmen.
Der er heldigvis stor entusiasme og støtte til at børnene kan være med, og netop de kreative fag kan være med til at give et sjovt pusterum i hverdagen.
At skabe med hænderne eller spille musik er en fordybelse der passer fint til at være hjemme. 
– Meeen, vi savner nu både fest og nærvær, og det er det vi gerne vil udstykke med vores kunstbord.