Ellen Præstegaard på 80 år har de seneste 15 år boet i en andelsbolig i Aalborg.
Men fra april har hun købt en af lejlighederne på Posttorvet i Aabybro i det nye boligkompleks centralt i byen, oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Bo centralt
– Jeg glæder mig til at komme tættere på familien og til at bo så centralt i Aabybro, tæt på forretningslivet. Det er en fordel at være tæt på det hele, når man kommer lidt op i alderen og måske døjer lidt med benene, og så er der elevator i bygningen, siger Ellen Præstegaard.
– Faktisk boede jeg lige på den anden side af hovedgaden som barn, siger Ellen Præstegaard og kigger over mod Torvet, hvor busserne holder.

Flyttede som 20-årig
Ellen flyttede fra byen som 20-årig, da hun var i gang med sin uddannelse som laborant i Aalborg. Efter hun var udlært, fik hun job som leder på Farsø Sygehus og flyttede igen fra Aalborg til Farsø. Nu 60 år senere vender hun så tilbage til barndomsbyen.
– Jeg har talt med flere, som bor i Aabybro, og de er enige om, at det er et dejligt sted at bo. Det er jo en by i rivende udvikling, hvor der sker en masse hele tiden. Så nu håber jeg også, at de har noget for de ældre, smiler hun.
Og der er (også) noget for de ældre. Fx foreningen “Ældre i bevægelse”, der har ca. 300 medlemmer, som dyrker forskellige former for motion og socialt samvær. Aabybro har også en bridgeklub, så her kan Ellen genoptage bridgespillet, som hun tidligere har gået til i Aalborg.