Af Flemming Dahl Jensen

Else Ring Madsen fylder 70 år søndag 29. maj.
Det er en ildsjæl udover det sædvanlige, der runder et skarpt hjørne.
Else kommer oprindeligt fra Klovborg, men har boet i Aabybro i snart 50 år. Hun har 3 døtre, 4 børnebørn og 2 svigersønner, men Else mistede sin elskede mand Karl Aage for 5 år siden.
Else besidder en ukuelig drivkraft og har en venlig positiv indstilling til tingene.

I spidsen for FDF
Hun har været folkeskolelærer i mange år, og hun er uomtvisteligt en frivillighedens sjæl og har siden 1974 stået i spidsen for Aaby-Vedsted FDF.
Utallige børn, unge og voksne har kendt Elses rummelighed og kærlige engagement. I FDF er ingen stærkere end det svageste led i kæden.
At være kredsleder i så mange år har budt på utallige lejre i ind og udland, med børn og voksne.
Rigtig mange unge mennesker har fået nogle fantastiske værdier med på deres videre vej i livet. Else og Karl Aages hjem har altid været utroligt gæstfrit.
Endvidere er Else en del af menighedsrådet i Aabybro.

Åbent Hus hos FDF
Fødselsdagen fejres privat fra morgenstunden søndag 29. maj med de nærmeste.
Alle, der har lyst til at ønske Else tillykke, inviteres til Åbent Hus kl. 15 søndag 29. maj i FDF-huset Torngårdsvej 16 i Aabybro.