I dag – tirsdag 22.02.2022 – er en ganske særlig dato, som mange danskere har valgt som deres bryllupsdato.
Således også i Jammerbugt, hvor borgmester Mogens Chr. Gade i dag har været giftefoged for ikke færre end 7 bryllupspar.
– Jeg har kun en gang tidligere prøvet at have 7 vielser på en og samme dag. Det var på datoen 07.07.2007, hvor flere giftefogeder var i gang, så vi samlet havde 11 vielser, fortæller borgmesteren.
Og dagens bryllupspar har også budt på mangfoldighed med lige fra et selskab med 25 gæster til par, der kom og blev gift alene.
En brud kom i hvid kjole som i en kirke, og et par fra Letland, som arbejder i Jammerbugt, blev også viet af Mogens Chr. Gade.
– Det er hyggeligt, højtideligt og spændende at få lov til at stå for en vielse, fortæller han.
– Vi får en hyggelig snak med brudeparret både før og efter vielsen. Det er en dejlig dag, siger Mogens Chr. Gade.