De mange turister i Blokhus-området hen over sommeren har vidnet om det.
Feriehusbureauet Sol og Strand bekræfter, at alle feriehuse har være lejet ud i juli, og august er hurtigt på vej til at nå samme status.
– Alle huse i juli har været i brug, og jeg er sikker på, at man har kunnet mærke det i Blokhus og Løkken, fortæller Per Dam, direktør i Sol og Strand.
– Vi har kun enkelte huse tilbage i august, men man skal skynde sig. De bliver lejet ud med kort varsel, og der er flere muligheder at vælge mellem, hvis man kan vente med at holde ferie til september, uddyber han.
I uge 32 vil der stadig være mange danske turister, men da sommerferien rinder ud, vil husene i stedet blive lejet af de tyske gæster.
– Vi håber på mange tyske turister også i september. Vi har de seneste par sæsoner oplevet, at folk booker med kortere og kortere varsel, fordi de gerne vil være sikre på, hvordan Verden udvikler sig, forklarer Per Dam.

Nye tendenser
Men det er ikke alene de mange danske turister denne sommer, som giver en mangel på feriehuse.
– Vi er i år påvirket af to helt nye tendenser. Med det store salg af sommerhuse, er der en del nye ejere, som starter med at bruge deres feriehus selv i stedet for at leje det ud.
– Samtidig er der flere sommerhusejere, som ønsker at bruge huset mere i højsæsonen til deres egen ferie, fordi de ikke rejser udenlands. Og det er to meget forståelige tendenser, siger Per Dam.
Men han forudser, at det retter sig igen.
– Jeg tror, at vi i 2022 vil opleve, at flere af sommerhusejerne rejser udenlands igen og lejer huset ud, ligesom de nye ejere vil leje mere ud, siger Per Dam.
Han pointerer, at branchen ikke kan bruge 2020 eller 2021 som reference-år, netop fordi de har været så specielle.
– Men jeg håber, at 2022 bliver et rigtigt godt år for Kystturismen. Tyskerne er vendt tilbage, men vi mangler stadig de norske, svenske og hollandske turister.
Hos Feriepartner kan Esben Filholm melde alt udsolgt siden uge 27.
– Der var nogle får ledige huse i uge 26, men siden har der været udsolgt i Blokhus. Det gælder også i august, mens der i september stadig er få ledige feriehuse tilbage, fortæller han.