I dag, tirsdag 1. marts, er det nøjagtig 1 år siden, at der på den vestlige side af Jetsmark Idrætscenter blev banket hul i muren af centerleder John Nielsen, bestyrelsesformand Inger Kristensen og borgmester Mogens Chr. Gade som et tegn på den store modernisering og tilbygning af Jetsmark Idrætscenter var slået i gang.
Og i dag var der så rejsegilde på tilbygningen mod øst.

De nye faciliteter
John Nielsen oplyser, at den kommer til at rumme en 918 kvadratmeter stor springsal med 7 meters frihøjde samt springgrav, stationære trampoliner og pommes frites grave (et hul under gulvet fyldt med skumklodser).
– Der bliver plads til at springe højt og til de store armbevægelser, fortæller John Nielsen.
Desuden har tilbygningen et indskudt dæk med motorikcenter og omklædningsrum, ligesom de nye kvadratmeter også vil rumme hovedindgang og foyer samt nye omklædningsrum til svømmehallen og helt ny sauna.
Samlet bliver Jetsmark Idrætscenter udvidet med nye 3.040 kvadratmeter.

John Nielsen (t.v.) og Rasmus Kokholm

Velkomst og taler
John Nielsen indledte rejsegildet med at byde velkommen og give en stor ros og tak til håndværkerne, og projektchef Rasmus Kokholm fra Q-Construction fulgte med i samme spor, inden kommunens projektchef og leder af Ejendomscenter Jammerbugt, Jens Hammer, fik ordet.
Han pegede på sammenhængen mellem det nye idrætscenter og opførelsen af det nye skolecenter Jetsmark kort derfra.
– De to projekter har stor afhængighed. Her vil komme mange børn og unge og have idræt og svømmeundervisning, sagde han.
Jens Hammer rettede også en tak til håndværkere og alle andre involverede og påpegede, at der er revet 1.000 kvadratmeter ned, bygget om og opsat nye stivere og forstærkninger, hvilket er en vanskelig opgave, men den udfordring har håndværkerne formået at løfte trods sten på vejen som corona, stigende priser og vanskeligheder ved at få materialer.
Nu er man så i gang med en ny- og dermed tilbygning.

Inger Kristensen

Tager form i modvind
Formand for centrets bestyrelse, Inger Kristensen, indledte med et citat af tidligere biskop Henning Toft Bro, som også er kendt fra Tørfisk.
”Fuglene letter mod vinden, i modvind ta´r livet sin form”.
– Disse par linjér har jeg ofte sunget for mig selv, når jeg er kommet her til byggepladsen og tænkt: ”I modvind og regn ta´r bygningerne form”, sagde hun og fortsatte.
– En ny og spændende form kan vi nu se, at Idrætscenteret får. Vi er i bestyrelsen ikke i tvivl om, at I håndværkere er ved at skabe en smuk og funktionel bygning, som vil være et rart sted at dyrke idræt i, at arbejde i og et dejligt sted at gæste, hvor alle føler sig velkommen.
– Jeg håber, at I alle vil være stolte af at have bidraget til dette bygningsværk, der danner ramme om et mødested for folk, hvor frihed til forskellighed, gensidig respekt, fællesskab og samarbejde er værdier, som der værnes om, sagde Inger Kristensen, inden der var afgang til pølsevognen.

Hal A åbner
Det store projekt følger tidsplanen, og der er indvielse til september 2022.
I øvrigt kunne John Nielsen oplyse, at 1. april åbner Hal A efter ombygning med nyt gulv, loft og håndboldmål samt bænke.

Fakta om det nye center

  • Bygherre: Jetsmark Idrætscenter
  • Bygherrerådgiver: Kuben Management
  • Totalentreprenør: Q-Construction
  • Arkitekt: P+P Arkitekter
  • Ingeniør: Hamiconsult samt Spangenberg & Madsen
  • Der nybygges 3.040 kvadratmeter.
  • Entreprisesum: 54 mio. kr.
  • Det står færdig september august 2022

Byggeudvalget:

  • Formand Jens Hammer, Jammerbugt Kommune
  • Inger Kristensen, formand for bestyrelsen i Jetsmark Idrætscenter
  • Erling Mikkelsen, næstformand for bestyrelsen i Jetsmark Idrætsenter
  • Jens Chr. Golding, medlem af bestyrelsen i Jetsmark Idrætscenter
  • Karsten Pedersen, souschef, Jetsmark Idrætscenter
  • John Nielsen, centerchef, Jetsmark Idrætscenter