Ønsket om at få anlagt en cykelsti på Nymarksvej og en del af Borgergade i Biersted for at sikre de bløde trafikanter og elevernes skolevej er kommet et markant skridt nærmere en realisering.
Jammerbugt Kommune har nemlig i dag, 30. september, fået besked om, at cykelstien er blandt de projekter, som vil få støtte fra den statslige pulje til cykelstier, oplyser Jens Chr. Golding, formand for teknik- og miljøudvalget.
Dog vil det endelige og formelle tilsagn fra Vejdirektoratet først indløbe i november, og derefter skal punktet til behandling i kommunalbestyrelsen, inden arbejdet kan sættes i gang i slutningen af i år eller starten af næste år.

Sikker skolevej
Der er tale om en 480 meter lang dobbeltrettet cykelsti på Nymarksvej og Borgergade på strækningen fra Præstegårdsvej øst for Biersted og frem til en anden ny sti, som anlægges mellem Borgergade og Sportsvænget via den vestligste del af sportspladsen.
Det er nemlig tidligere besluttet at anlægge en 270 meter lang ny dobbeltrettet cykelsti mellem Borgergade og Sportsvænget.
Den vil også give skoleelever mulighed for at få en mere sikker skolevej, uden at de skal færdes på Stationsvej, og denne sti er også blevet anbefalet i den analyse af skolevejen, foretaget i 2019.
Det betyder opkøb af jord til stien, og der er tale om et 800 kvadratmeter stort privat areal samt en 2.800 kvadratmeter stor bid af sportspladsen, der er ejet af Jammerbugt Kommune.
Der er afsat 800.000 kroner til arbejdet.

Koster 2 mio. kr.
Den nye dobbeltrettede cykelsti på Nymarksvej og Borgergade vil komme til at koste godt 2 mio. kr., hvoraf 50 pct. vil blive finansieret af den statslige pulje.
Jammerbugt Kommune har ikke fået tilsagn og statslig hjælp til anlæg af andre cykelstier i denne omgang.
Det betyder blandt andet, at den ønskede cykelsti fra Biersted Mejeriby til Biersted står på lige fod med de øvrige ønsker i den kommunale plan for anlæg af cykelstier.

Den nye sti til Sportsvænget