(Foto: Poul Nymark)
Den nordjyske forlystelsespark Fårup Sommerland kan nu gøre status på dette års sæson, hvor parken har haft et samlet besøgstal på 607.687 gæster.
Det er sommerlandets tredjehøjeste besøgstal nogensinde – kun overgået i årene 2011 og 2013. Alene i efterårsferien havde parken besøg af hele 82.577 gæster, hvilket er med afstand flest besøgende nogensinde udenfor højsæsonen. 
– Det er med både ydmyghed og selvfølgelig en enorm stolthed, vi ser tilbage på dette års sæson. Da vi måtte indlede året med en række corona-restriktioner som corona-pas, krav om mundbind og afspritning, stod det hverken i sol, måne eller stjerner, at vi skulle opleve så stor en opbakning fra vores gæster, siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.
– Derfor er vi utroligt beærede over, at vi nu kan se tilbage på det højeste besøgstal siden 2013, og vi føler nu, at vi er tilbage på rette spor efter et udfordrende 2020, siger han.

Meget få nordmænd
Besøgstallet skal ses i lyset af, at parken stort set ingen norske gæster har haft i år mod normalt omkring 70.000 norske besøg. Samtidig har besøgende fra idrætsbegivenheder og store grupper spillet en væsentlig mindre rolle i 2021 sammenlignet med tidligere år.
Alene i efterårsferien havde Fårup Sommerland besøg af 82.577 gæster, hvilket gør det til den absolut mest besøgte efterårsferie i forlystelsesparken nogensinde. Til sammenligning havde Fårup 55.000 besøgende i efterårsferien i 2018, hvilket er næstflest.

Lysfald gør en forskel
Det høje besøgstal i efterårsferien tilskrives investeringen i lyseventen Lysfald, der blev den største eventinvestering, parken har foretaget.
Samtidig kunne Fårup Sommerland tidligere på året løfte sløret for, at parken investerer op mod 100 mio. kr. i Danmarks største og hurtigste rutsjebane, Fønix, der åbner i påsken 2022.
– Vores nyeste tiltag Lysfald, hvor parken i aftentimerne har været klædt i alverdens lys og farver, har vist sig at være et af vores bedste events gennem tiden med rigtig mange besøgende. Derudover er der blevet taget virkelig godt imod nyheden om Fønix, hvilket samlet set bestyrker os i troen på den strategi, vi har lagt for at kunne tackle omstændighederne forårsaget af Covid-19, siger Niels Jørgen Jensen.
– Vi har haft den tilgang, at vi ville bevare et højt aktivitetsniveau, skabe fornyelser i parken og investere os ud af corona-krisen. Den formel har for Fårup Sommerland vist sig at være den rigtige, og derfor har vi også store forventninger til næste år, når vi klipper snoren til Danmarks største rutsjebane.

Fremgang for hotellet
Forlystelsesparken har desuden oplevet fremgang på Hotel Fårup, der i løbet af sæsonen har set en positiv vækst i antallet af overnatninger. Hotellet har haft en belægningsprocent på 89 procent hen over hele sæsonen. Det tal ligger normalt omkring 70 procent.
Fårup Sommerland slår dørene op til næste års sæson den 9. april 2022.

Foto: Poul Nymark
Foto: Poul Nymark
Foto: Poul Nymark