Fredag 26. august er det ikke alene Fakta i Pandrup, men også Fakta i Aabybro, der skifter koncept og bliver til en af Coops nye butikker, Coop 365.
– Vi har åbnet flere end 100 af vores nye Coop 365 butikker rundt om i landet. Kunderne har taget virkelig godt imod dem, og vi er sikre på, at Coop 365 også passer rigtig godt til kundegrundlaget i Aabybro, siger Lars Aarup, kommunikations- og analysechef i Coop.

Gaver og tilbud
Der bliver tale om en helt ny frisk og nymalet butik, som får samme størrelse som den nuværende Fakta.
– Vi åbner selvfølgelig med masser af gode tilbud og grønne balloner, og der vil være gaver til de første 50 kunder, fortæller Lars Aarup.
Coop beskriver sin nye kæde som fremtidens lavprissupermarked, der placerer sg mellem discountbutikkerne og kvalitets-supermarkederne, og Coop 365 har, som navnet antyder, åbent alle dage året rundt.
Desuden vægtes den grønne linje med mere økologi og fokus på frugt og grønt.