Endelig er der kommet fast grund under fødderne på Biersted Forhindrings- og Motorikbane.
Projektet har været længe undervejs, det har gennemgået en udvikling fra de oprindelige tanker om en Tarzan bane mellem træerne til der, hvor Biersted Landsbyråd er landet i dag.
Det skyldes at det stort set ikke er muligt at anlægge et legeområde i forbindelse med træer, da kravene til sikkerhed og faldunderlag ikke kan opfyldes, oplyser Flemming Thagaard.
– Derfor er redskaberne trukket ud ved siden af læbæltet, hvor det også vil være mere synligt for folk som ikke kender til det i forvejen, siger han.

Projektet er vokset
Projektet har trukket ud dels på grund af corona, dels tager det bare tid at søge penge hjem fra fonde. Samtidig er projektet vokset fra et oprindeligt budget på under 300.000 kr. til at lande på ca. 630.000 kr.
– I Landsbyrådet er vi i samarbejde med Biersted IF utroligt stolte og ikke mindst taknemlige for de fonde, der har valgt at støtte op om netop vores projekt, understreger Flemming Thagaard.

Det drejer sig om:

  • Lokale- og Anlægs Fonden: 200.000 kr.
  • Nordea Fonden: 160.000. kr.
  • More Play Puljen (Just Human): 100.000 kr.
  • Spar Nord Fonden 40.000 kr.
  • Landdistriktsmidlerne 25.000 kr.
  • Moseløbet, Mosefesten og Biersted IF: 80.000 kr.
  • Biersted Skole: 15.000 kr.
  • Lokale erhvervsdrivende Nordjyske Bank, Rengøringsfirmaet Svanen, Bilhuset Biersted, Nørhalne VVS: 12.500 kr.

Frivillig indsats venter
Kompan er valgt som leverandør.
– Vi har hele vejen har haft et godt samarbejde med dem. More Play Puljen er et samarbejde mellem Kompan og Just Human, som er en organisation stiftet af Chris MacDonald, som de fleste nok kender fra TV.
– Vi er stolte over at de har valgt at støtte vores projekt, som netop skal være med til at forbedre mulighederne for at især vores børn og unge, får brugt deres krop og dyrket mere motion i hverdagen, siger Flemming Thagaard.
Kompan leverer både redskaberne, og skal også stå for klargøring, opsætning og montering.
– Men inden bliver der en opgave til de fremtidige brugere af Biersted Motorik- og Forhindringsbane, da der skal ryddes lidt buske i de områder hvor redskaberne skal stå Vi glæder os som små børn til juleaften til det står færdig, siger Flemming Thagaard.