Det var udsolgt på alle pladser i Lunden i V. Hjermitslev, da der var fastelavnsfest og fællesspisning.

Leg og sang
Gymnastik-trænerne havde gjort klar til gymnastik og tøndeslagning i hallen, og mange flotte udklædte gymnaster, trænere og andre børn fra omegnen mødte op i hallen.
Der var drop-in til fastelavnsmusik, og børnene hyggede sig med leg, fællessang, hop og løb på airtrack.
Tønderne var rigtig fint pyntet af børnehave og vuggestuen Solsikken, og efter at alle kræfter var lagt i fra både store og små faldt slik og tøjkatte ud af tønderne, og der blev kåret kattekonge og -dronning.

Fællesspisning
Fællesspisningen, som forældrene stod for, var et stort hit.
Maden fra den lokale kro blev spist med velbehag, og da trænerne spiste ved legetøjet, blev der lige plads til de 80 mennesker i cafeteriet.
– Heldigvis var der masser af hjerterum, og de små blev hurtig færdige med at spise, da hallen lokkede med endnu en løbetur og hop fra ribberne ned i de bløde gymnastikmadrasser, oplyser Karin Olesen.
– Der var masser af glæde, smil, latter og stor hjælpsomhed fra alle da der skulle ryddes op igen. Det er dejligt at mærke sammenholdet igen.