DGI-Husets forhave i Aabybro var tirsdag eftermiddag 14. september rammen for fejringen af foreningslivets genåbning med ikke færre end 210 tilmeldte og yderligere knap 50 deltagere tilmeldt på dagen. Alle var klar til at gå eller løbe 1 mil eller 5 kilometers ruten.

Fejrer foreningerne

Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen bød velkommen.
– Vi fejrer genåbningen af vores fritids- og kulturliv for børn, unge og ældre. Det er det, vi hylder i dag. Vi har lært hvad fællesskabet betyder for os enkeltvis og for vores foreningsliv, og denne festival skal støtte foreningslivet. Og til Jer, der har deltaget i alle fire festivaler er der et diplom, sagde hun og lagde op til fællessangen ført an af Kiki Bach, hvorefter den sidste af Jammerbugt Kommunes 4 Genstartsfestivaler blev skudt i gang med et konfettirør.

Motion og musik
ROFL Run stod for ruterne, hvor lokalområdets foreninger bød på oplevelser undervejs, og der var også musik, blandt andet opera.
Ruten gik gennem begge skolebygninger i Aabybro samt igennem rådhusbygningen og den lange rute forbi FDF Aaby-Vedsted på Torngårdsvej.
Deltagerne kom også gennem centeret, hvor Handelsstandsforeningen havde sørget for musik og god stemning, og borgerforening havde sørget for flagallé.
Tilbage ved målet stod DGI-Huset for salg af mad og drikke og Fakta havde sponsoreret maddepotet. Både Aabybro Svømning, Åbybro Gymnastikforening, FDF Aaby-Vedsted og Rofl Run, som også gjorde reklame for Knæk Cancer Løbet, var til stede i foreningsbasaren for at fortælle om deres aktiviteter og fællesskaber, mens Hop Nord leverede hoppeborgen til glæde for lokalområdets børn.