Et center med formidling af bæredygtighed og områdets helt særlige natur.
Et oplevelsescenter med mulighed for overnatning, teambuilding og andre fælles aktiviteter – eller en efterskole.
Muligheden for at etablere en sø i området, hvor der er problemer med overfladevand.
Det er nogle af de ideer, der bliver arbejdet med i forskellige arbejdsgrupper, for at finde den nye fremtid for det lukkede Tranum Asylcenter.

Visionære grønne tanker
Tilbage i juni inviterede Jammerbugt Kommune til åbent hus i det tidligere asylcenter for at finde en ny fremtid for bygningerne og området.
Samme dag blev der dannet en række arbejdsgrupper, og de har siden arbejdet med hver deres ide for en udvikling af centret, og i denne uge har de været samlet virtuelt til et statusmøde.
– Der er virkelig mange spændende og visionære tanker, hvor man satser på bæredygtighed, klima og det grønne, hvilket jo spiller sammen med, at Jammerbugt vil være en bæredygtig kommune, siger borgmester Mogens Chr. Gade om statusmødet.

Ser på kombinationer
– Nu går kommunen ind som tovholder i det videre arbejde, og sammen skal vi prøve at se, om nogle af projekterne kan kombineres og arbejde sammen, eller om man skal gå videre hver for sig, Mogens Chr. Gade.
Det er forventningen, at et endeligt oplæg kan præsenteres for økonomiudvalget inden sommerferien, hvorefter det også præsenteres i kommunalbestyrelsen.
– Men der er god gang i den for at sikre, at vi har lys i vinduerne og aktiviteter på et unikt sted midt i naturren, og det er jo også helt unikt, at vi allerede har rammerne, siger han.