De 14 foreninger og sammenslutninger der arbejder for et Foreningshus i Aabybro har fordelt over to dage været samlet til møde, blandt andet om hvordan de kan rejse den nødvendige egenfinansiering på 2 mio. kr.

Aktiviteter kan rejse penge
– Der kom flere gode ideer om fælles aktiviteter, som flere foreninger kan være sammen om for at indsamle midler, og gode forslag om forskellige støttende indsatser, som nu skal finpudses, fortæller Henrik Pedersen på vegne af arbejdsgruppen bag Foreningshuset.
– Folk glæder sig til at komme i arbejdstøjet for at få rejst den egenfinansiering, tilføjer han.

Borgerindsamling
Det kommer til at ske på flere forskellige måder.
Foreningerne har selvfølgelig mulighed for at bidrage, hvis de har overskud at tage af, og så er der aktiviteterne, hvor også Aabybro Handels-. og Erhvervsforening bliver en medspiller.
Aktiviteterne kommer til at finde sted i løbet af efteråret.
– Desuden kommer der en decideret borgerindsamling, hvor vi spørger borgene om de har lyst til at bidrage. Indsamlingen bliver sat i gang i løbet af en måneds tid i forbindelse med, at vi 21. maj holder et møde, når vi igen må samle 50 personer indendørs, fortæller Henrik Pedersen.
Dette møde bliver også livestreamet på Facebook, for at så mange som muligt har mulighed for at følge med.
– Endelig har erhvervslivet også mulighed for at komme med donationer, og vi har allerede fået nogle tilsagn, siger en optimistisk Henrik Pedersen.

En forudsætning
For at kunne gennemføre projektet, så er en egenfinansiering på 2 mio. kr. en forudsætning.
Budgettet for Foreningshuset er på 18 mio. kr., og Jammerbugt Kommune har på budget 2021 afsat 4 mio. kr. til projektet og har klart tilkendegivet, at den er klar til at forhøje beløbet – uden at sætte tal på.
Desuden søges der støtte hos fonde.

Et fælles område
Projektet handler om at lade Aabybro IFs nuværende anlæg blive til et område, der kan favne en masse forskellige foreninger, organisationer samt aktiviteter for alle aldre – primært udendørs aktiviteter.
Indtil videre bakker 14 foreninger og sammenslutninger fra Aabybro op om det nye foreningshus og ikke mindst ideerne om udvidet udnyttelse af området omkring det nuværende stadion.
Der er overvældende interesse fra foreningerne, og hele idegrundlaget er at skabe et område med masser af muligheder for at samles om mange forskellige aktiviteter udendørs samtidig med, at der etableres bygningsfaciliteter, hvor foreninger kan få et samlingssted.

Disse foreninger og organisationer står bag Aabybro Foreningshus:

  • Aabybro IF Fodbold
  • LykkeLiga Aabybro
  • Aabybro Borgerforening
  • C-holdet
  • Børns Voksenvenner
  • Ældre i Bevægelse
  • Mandeklubben
  • Sportsfiskerklubben Nedre Ryå
  • Ældre Sagen
  • Team Væltepeter
  • ROFL-run
  • Aabybro IF Svømning
  • Aabybro Privat Pasningsordning
  • Oplevditaabybro

Du kan læse mere om projektet her:

Et nyt foreningshus i Aabybro foran vigtigt skridt – VoresJammerbugt

Og her:

Derfor vil de have Foreningshuset Aabybro – VoresJammerbugt