(Illustration: Arkitektfirmaet Nord)
Der var torsdag 7. januar møde i den nedsatte styregruppe med repræsentanter fra Kultur- Fritids- og Landdistriktsudvalget samt Aabybro IF, der skal fortsætte arbejdet med at realisere et nyt klubhus eller foreningshus til Aabybro IF.
Og det mundede ud i, at der skal holdes et nyt møde.

Stor eller mindre model
– Nu skal arbejdsgruppen fra Aabybro IF holde et møde internt, og så skal vi mødes igen i styregruppen for at drøfte, om vi stadig går med den store model, eller om vi måske skal finde en lidt mindre udgave, siger Helle Bak Andreasen, formand for Kultur- Fritids- og Landdistriktsudvalget.
– Vi er jo alle enige om, at der snart skal realiseres et projekt, som kan komme på et temamøde og derefter til politisk behandling i kommunalbestyrelsen, siger hun.
Derudover skal arbejdet med at søge støtte hos fondene sættes i gang.

Projekt foreningshus
Arbejdsgruppen fra Aabybro IF har tidligere – inden der blev nedsat en styregruppe med repræsentanter fra foreningen og kommunen – på netop et temamøde præsenteret politikerne for et projekt med et foreningshus med lokaler til ikke alene Aabybro IF, men 10 af byens foreninger og organisationer.
I den forbindelse bad Aabybro IF kommunalbestyrelsen se på, om de allerede afsatte 4 mio. kommunale kr. kan øges til en støtte på 8 mio. kr., da budgettet for projekt foreningshus er 18 mio. kr. plus moms.

Du kan læse mere om projekt Foreningshus her:

Se plan: Nyt anlæg og hus til 10 foreninger – VoresJammerbugt