Region Nordjylland opretter mange flere testdage i hele regionen, og fra uge 8 rykker testfaciliteterne fra Håndværkervej i Aalborg til Aalborg Kongres- og Kulturcenter.
Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
(Foto Region Nordjylland)

Stort behov for test   
Fra uge 8 oprettes der endnu flere dage med muligheder for test på mange af regionens 20 test-steder.  
–  Vi er slet ikke færdige med at se på testmuligheder og sikre, at alle nordjyder nemt og hurtigt kan finde et test-sted i nærheden. Nu og her opskalerer vi hurtigt testindsatsen i hele regionen ved at tilføje ekstra testdage, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
– Vores samlede kapacitet øges også, og med en nær fremtid, hvor man skal testes to gange om ugen, så er det klart, at vi skal skalere op allerede fra i dag, siger hun.   

Ekstra testdage
Konkret skal der åbnes for flere dage med test på Mors og i Brønderslev, Dronninglund, Skørping, Brovst, Aars, Sæby, Skagen og Hadsund.
Derudover fortsætter Aalborg Øst (Trekanten) med at have åbent alle ugens 7 dage.
De ekstra testdage bliver som minimum gældende 4 uger frem.

Vaccination på Håndværkervej   
Udover ekstra testdage sker der også konkrete ændringer i Aalborg.
Her flyttes test-stedet fra Håndværkervej til Aalborg Kongres- og Kulturcenter (AKKC), fordi Håndværkervej gøres klar til brug for massevaccination, når der kommer flere vacciner til landet.
Derudover har det også været et stort ønske for mange aalborgensere at få testmuligheder tilbage i AKKC. 

Klar med rette lokationer
– Vi skal hele tiden kigge på sammensætningen af vores tilbud til nordjyderne og sikre, at vi har det bedste tilbud i forhold til at få løst opgaven med at komme bedst og hurtigst igennem denne epidemi.
– Forudsætningerne ændrer sig ofte, og nu hvor vi kan glæde os til, at vaccinationen kommer op i gear, er det også vigtigt, at vi er helt klar med de rette lokationer, hvor der blandt andet er sikret den korrekte sundhedsfaglige tilstedeværelse og gode forhold for nordjyderne, siger Ulla Astman.
Der er mulighed for både PCR-test og hurtigtest flere steder i regionen. Hurtigtest er uden tidsbestilling. PCR-test er med tidsbestilling via coronaprover.dk

Der er et fuldt overblik over test-steder – og åbningstider – i hele regionen på
www.coronasmitte.dk/raad-og-regler/kort-over-covid-19-testcentre