Selv om de nye regler for genåbning tillader spisestederne at åbne onsdag 21. april, så holder Gjøl Kro fast i den oprindelige åbningsdato torsdag 6. maj.

Skal være ordentligt
– Vi har hele tiden arbejdet efter at blive klar til den dato, og det bliver vi ved med. Vi vil ikke gøre noget halvt for at kunne åbne før tid. Alt skal være på plads og spille 100 pct., når vi åbner, understreger Peter Kjeldgaard, der i marts trådte til som forpagter sammen med sin bedre halvdel, Natazja Torp.

Mad ud af huset
Til gengæld er Gjøl Kro klar til at tilbyde take-away allerede fra i morgen, tirsdag 20. april.
– Og så skal vi have vores første overnattende gæst i dag (mandag, red.) og frem til onsdag. Det bliver spændende, siger en glad Peter Kjeldgaard.

Overnatning
Forpagterne har nemlig fået istandsat både enkeltværelset, samt familieværelset, der dækker over to soveværelser samt en stue.
– Desuden er Jagthytten med stue og soveværelse også snart klar til udlejning. Vi mangler lige at ordne gulvene, siger Peter Kjeldgaard, der føler sig rigtig flot modtaget på Gjøl og ser frem til åbne kroen for gæster.