Alle elever i Jammerbugt Kommunes førskoletilbud og indskolingen kan fra 1. januar 2022 se frem til at blive mødt af ekstra hænder i løbet af dagen.
I budgetaftalen for 2022 i Jammerbugt Kommune tilføres der nemlig ekstra 2,4 mio. kr. til de yngste elever i folkeskolen og 11,4 mio. kr. til det specialiserede børneområde.

En god skolestart
– Alle børn har ret til en god skolestart, og vi ved, at den tidligere indsats er afgørende for, at vores børn og unge klarer sig godt senere i voksenlivet. Det er derfor glædeligt, at vi med budget 2022 investerer i ekstra ressourcer i de tidlige børneår, siger formand for børne- og familieudvalget Ulla Flintholm.
– Med budgetaftalen for 2022 sikres det samtidig, at vi får taget hånd om den økonomiske ubalance, der har været på det specialiserede børneområde, hvor det hen over de seneste år er blevet konstateret, at flere børn og unge har behov for en særlig indsats. Derfor tilføres der med budget 2022 yderligere 11,4 mio. kr. til det specialiserede børneområde, og det er meget glædeligt, siger Ulla Flintholm.

Udvidelse af tilbud
Ungdomsskolen i Jammerbugt Kommune kommer til at spille en central rolle i forbindelse med det specialiserede børneområde.
– Med budgetaftalen for 2022 blev det besluttet, at elever med et behov for specialpædagogisk bistand kan visiteres til et specialpædagogisk tilbud i Jammerbugt Ungdomsskole, og det tilbud er vi i fuld gang med at sætte på skinner, fortæller næstformand i børne- og familieudvalget Susanne Møller Jensen.
Nogle elever har behov for en særlig tilrettelagt støtte, som ikke kan imødekommes inden for rammerne af de eksisterende specialtilbud.
Men med det nye tilbud giver Jammerbugt Kommune bedre muligheder for, at der kan tilrettelægges specialtilbud efter den enkelte elevs helt særlige behov, fordi Jammerbugt Ungdomsskole har den fornødne fleksibilitet.
Støtten vil naturligvis fortsat blive varetaget af medarbejdere med en specialpædagogisk viden og kompetence.
– Ungdomsskolens specialtilbud er et stort kvalitetsløft og en nødvendig tilpasning af den nuværende tilbudsvifte på det specialiserede område. Vi oplever flere og flere elever med meget individuelle behov, som kræver individuelle løsninger. Herunder elever som har svært ved at få en fast tilknytning til det specialtilbud, som de er visiteret til. Her vil målet med ungdomsskoletilbuddet blive at sikre en tilbagevenden til specialtilbuddet. Vi har store forventninger til ungdomsskoletilbuddet, og vi har allerede visiteret de første elever til tilbuddet, siger Susanne Møller Jensen.