Som tidligere omtalt er Aage V. Jensens Fond i gang med at opføre en udsigtsplatform på kanten af højmosen i den fredede St. Vildmose ved p-arealet på Damvej øst for den nye dæmning i Aaby Moses sydlige ende.
Det giver et helt nyt overblik og lange kig over højmosen, og dermed vil de nye publikumsfaciliteter være med til at forbedre formidlingen af området og tiltrække flere naturinteresserede.

Vil sikre højmosen
I forvejen arbejder Aage V. Jensens Fond på at bevare højmosen ved Aaby Mose, som er en del af St. Vildmose samt det knap 2.000 hektar store Natura 2000 område, der er med i det EU-støttede LIFE-projekt.
Det skal sikre de bedst mulige betingelser for, at den tilbageværende højmose samt områdets karakteristiske planter og dyr.

40 meter lang
Udsigtsplatformen opføres i to plan med en 40 meter lang rampe, der fører publikum 1,8 meter op til oversiden af den nye dæmning.
Her kommer der bænke og info-tavler samt trappe til et plateau, som er tre meter højere oppe.
Platformen opføres i beton og stål og beklædes med cortenstål, så det passer ind i højmosens naturlige farver og toner.
Og fonden har også tilbudt at betale for en sti til udsigtsplatformen. Den vil gå fra Højmosen og platformen til stierne i Aaby Skoven. Dermed kommer der en stiforbindelse fra Aabybro by til Højmosen.

Mose på 5.000 hektar
Da St. Vildmose var på sit højeste omfattede den 5.000 hektar (1 hektar er 10.000 kvadratmeter), og den periode varede i 1200 år.
I starten af 1920´erne ændrede tørvegravning, opdyrkningen og afvanding store dele af højmosen til landbrugsland.
Det tog særlig fart i 1921, da Staten opkøbte store områder til opdyrkning.
Derfor er der kun rester af højmosen tilbage i den nordlige og vestlige dele af St. Vildmose.
Bedst bevaret er området lidt uden for Aabybro, og det er dette område, som Aage V. Jensens Naturfonde vil beskytte samt formidle til et bredere publikum end i dag.