Da det pludselig så ud til, at årets fodboldskole i Fremad Nørhalne var i fare for at blive aflyst, så blev der for alvor rykket sammen i bussen.
Søndag 2. august blev det nemlig klart, at der ikke var instruktører til fodboldskolen, som skulle starte på fredag 7. august.

Klubbens spillere trådte til
Men i stedet for at skuffe 120 børn og 20 forældre med en aflysning, så tæppebombede ungdomsudvalget i Fremad Nørhalne alle seniorspillere via mail og Facebook i håb om at finde trænere den vej.
Og det lykkedes i løbet af blot 2 døgn, da 10 seniorspillere har sagt ja til at være instruktører under den kommende fodboldskole, oplyser Mike Charnock, formand for IFNs ungdomsudvalg.

8 instruktører
Det var ellers meningen, at DGI Nordjylland skulle finde 8 instruktører til 100 børn på fodboldskolen, mens Fremad Nørhalne selv ville finde ledere til minifodboldskolen med de 20 yngste børn, som hver har en forælder med, forklarer Mike Charnock.
Normalt plejer Fremad Nørhalne at gennemføre fodboldskolen med engelske trænere, men den ide blev opgivet i maj på grund af Corona, hvorfor klubben i juni indgik en aftale med DGI om at finde trænere.
Men søndag 2. august fik IFN, efter flere rykkere, så besked fra DGI Nordjylland om, at den ikke kunne finde instruktører.

Tøjpakker var trykt
Derfor måtte ungdomsudvalget holde et hastemøde.
– Først tænkte vi, at det var for sent at gøre noget ved det og, at vi blev nødt til at aflyse, men så besluttede vi at prøve at finde trænere hos vores egne medlemmer, fortæller Mike Charnock.
Udover en ærgerlig aflysning af et arrangement, som de mange børn havde se frem til, så ville det også betyde, at Fremad Nørhalne hang på en regning til de tøjpakker med trykt IFN-logo, som der var bestilt.

Korter en dag ned
– Heldigvis er der nu trænere nok, og det er flot af vores seniorspillere, men
 vi har dog været nødt til at korte fodboldskolen ned med en dag, så fredag udgår, og skolen varer lørdag og søndag, forklarer Mike Charnock.

Gjorde hvad man kunne
Hos DGI Nordjylland har man ikke den opfattelse, at man har lovet at komme med alle instruktører, da det også er tanken med fodboldskolerne, at klubberne skal bruge skolerne til at rekruttere nye trænere i egne rækker, oplyser idrætskonsulent Jesper Larsen.
– Vi har lovet at spørge de instruktører, vi kender, og som deltager i andre fodboldskoler, om de ville være med i Nørhalne i uge 32, men der har desværre været meget få tilbagemeldinger, siger Jesper Larsen.

Det skønne ved det her
– Det er ikke vores opfattelse, at vi har givet et løfte, men at vi selvfølgelig ville gøre, alt hvad vi kunne. Men det skønne ved det her er jo, at Fremad Nørhalne selv kan løfte opgaven, og det er jo den bedste måde at gøre det på, siger han.