Det vakte stor glæde, da medstifter af ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld”, Kjeld Andersen, forleden kunne overbringe 10 danske organisationer nyheden om, at de hver især modtager 100.000 kroner.

Ny fond
Fonden, der i øjeblikket er under opbygning, var oprindeligt planlagt til at begynde sine udlodninger fra 2022/2023. Imidlertid har fondens bestyrelse besluttet at udlodde en million kroner til humanitære og velgørende formål allerede i år.
– Vi er utrolig glade for, at vi her i 2020 får mulighed for at udlodde de første penge fra fonden. På grund af pandemien har det været et turbulent år – ikke kun for Sol og Strand men for alle, siger Kjeld Andersen.
– Mange af de foreninger og organisationer, vi har været i dialog med, er stærkt påvirkede af coronakrisen dels i forhold til muligheden for at lave aktiviteter og dels rent økonomisk. Derfor er det en glæde, at vi formår at hjælpe disse foreninger og organisationer, og vi håber, at det kan være et lyspunkt i en svær tid, siger han.

Et mangeårigt ønske
Fonden blev stiftet i 2019, da grundlæggerne af Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, Margit og Kjeld Andersen, overdrog hovedejerskabet i virksomheden til ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld”, hvis formål er at støtte velgørende og lokale formål.
– Vi har i mange år ønsket at etablere denne fond dels for at sikre, at Sol og Strand forbliver på danske hænder – også i fremtiden – og dels for, i kraft af vores livsværk, at hjælpe andre, der har behov, siger Margit Andersen.

Fondens bestyrelse har udvalgt følgende organisationer til at modtage hver 100.000 kr.

  • Læger uden Grænser.
  • Bedre Psykiatri.
  • Natteravnene.
  • ADHD-foreningen.
  • Julemærkefonden.
  • Skyggebørn.
  • Landsforeningen for Spiseforstyrrelser.
  • Børnesagens Fællesråd.
  • Den socialøkonomiske virksomhed ”Skovsgård Hotel”.
  • Hyderabadfonden, der støtter driften af et børnehjem i Indien.

– Denne udvælgelse er sket med særlig vægt på de ønsker, som fondens stiftere, Margit og Kjeld Andersen, har haft til den første udlodning. Fremtidige udlodninger fra fonden vil ske på baggrund af modtagne ansøgninger, fortæller fondens bestyrelsesformand, Jens Stadum.
– I 2022/2023 forventer vi at kunne udlodde et betragteligt millionbeløb, mens vi håber at kunne udlodde endnu 1 mi. kr. næste år. Forventningen er, at vi åbner for indsendelse af ansøgninger i august næste år, og disse vil blive behandlet i løbet af efteråret, hvorefter udlodning vil finde sted i december, siger Jens Stadum.

Lokale formål
Sideløbende med uddelingen af midler fra ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” uddeler Sol og Strand Feriehusudlejning hvert år en million kroner fra ”Sol og Strands Lokale Håndsrækning”.
Disse midler er målrettet lokale formål i de 21 områder, virksomheden har kontor. I februar 2021 åbnes der igen for ansøgninger til denne pulje.
På sologstrandfonden.dk er det muligt at læse mere om de projekter, som hver enkelt organisation har modtaget støtte til.