I forbindelse med byggemodningen af 23 udsigtsgrunde på Vesterbjergvej i Brovst, har Nordjyllands Historiske Museum gennemført en forundersøgelse af området og opdaget så betydningsfulde fund, at museet vil have foretaget en udgravning af området, såfremt det skal bebygges.
Udgravningen vil betyde, at ikke alene bliver byggemodningen i Brovst forsinket. Det er efter loven også jordejeren, Jammerbugt Kommune, der skal betale for museets udgravning, og den regning vil løbe op i 1,5 mio. kr.

Den, der bestiller musikken…
– Vi har prøvet at få lavet denne ordning om, lige siden Marianne Jelved var en lille pige i Folketinget. Det er grotesk, at den, der bestiller musikken, ikke skal betale orkestret. Nordjyllands Historiske Museum bestiller arbejdet, men vi kommer til at betale for det. Folketinget burde sætte en pulje af til det, siger borgmester Mogens Chr. Gade (V), som understreger, at han er historisk interesseret og, at fundene er vigtige.

Men det er 3. gang i år, at museet har bedt om at få betalt en udgravning, såfremt Jammerbugt vil byggemodne et område.

  • Ny Jetsmark Skole: Udgravning udgift over 2 mio. kr.
  • Byggemodning Højbogaard, Saltum: Udgift 500.000 kr.
  • Byggemodning Vesterbjergvej, Brovst: Udgift over 1,5 mio. kr.

Skræmmende for private
– Kommunen kommer samlet set af med over 4 mio. kr. til udgravningerne, og det er mange penge sidst på måneden, som vi skal finansiere uden, at det er prioriteret i budgettet, siger Mogens Chr. Gade og tilføjer.
– Der er tale om en byggemodning til cirka 8 mio. kr., hvor hver grund bliver pålagt en ekstra udgift på 80.000 kroner som følge af udgravningen. Og det er endnu værre for private, der vil udstykke. Det er jo skræmmende, at der pludselig kan komme en sådan regning. Det bremser privat initiativ.

Museet har ikke tid
– Og det gør det så endnu mere grotesk, at Nordjyllands Historiske Museum slet ikke har tid til at gå i gang med udgravningen, siger borgmesteren.
Museet vurderer, at arbejdet vil svare til et årsværk for en arkæolog, men vil sætte 4 arkæologer på opgaven, så det kan gøres på 3 måneder.
Men museet oplyser, at det først forventer at have ressourcer til at igangsætte udgravningen sidst på året i 2020.
Realistisk vil udgravningen derfor først være tilendebragt i løbet for foråret 2021.
Oprindeligt var det planen, at byggemodningen skulle være tilendebragt, og grundene klar til salg netop 1. april 2021.
I stedet forventes grundene nu først salgsbare til september eller oktober 2021.

Ud af ordning
Forsinkelsen kan betyde, at Jammerbugt Kommune ikke når at få projektet med i den låneordning, som Staten har oprettet til fremrykkede aktiviteter i kommunerne, for at hjælpe erhvervslivet i forbindelse med Corona-krisen.

Betydningsfulde fund
Det er i juni, at Nordjyllands Historiske Museum har gennemført sin forundersøgelse af området.
Der er blevet fundet 9 hustomter og 4 ringgrøfter.
En umiddelbare vurdering er, at fundområdet berører cirka. 15 af de 23 parcelhusgrunde i den påtænkte udstykningsplan.
Fundene er væsentlige fortidsminder i form af langhuse, ringgrøfter som formentlig indgår i gravanlæg, gruber og mindre arealer med kulturlag, formentlig fra yngre jernalder.

Et markant næs
Det er anført, at byggemodningsarealet er knyttet til den markante bakke “Vesterbjerg”, som i stenalderen udgjorde et markant næs på en større ø, der lå i en lavvandet kystzone.
Endvidere har lokale detektorfolk gennem tiden indsamlet betydelige fundmaterialer, som omfatter en mængde mønter og smykker fra middelalderen.

Stor aktivitet
Der er sket fund, der kan dateres helt tilbage til ca. 650 efter Kristi fødsel, og de mange fund viser, at der har været stor aktivitet i området i middelalderen og århundrederne forud.
Det er derfor beskrevet, at undersøgelsen og udgravningen følger den nationale strategi for perioden, og at resultaterne vil kunne bidrage til forståelsen af bebyggelses- og kulturudviklingen i det nordjyske bakkelandskab med “ø-lignende” karakterer ved den centrale Limfjords nordkyst.