Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt har netop godkendt, at Biersted by og Bispehaven i Aabybro samt erhvervsområdet i den sydlige del af Aabybro ændre status fra naturgasområde til fjernvarmeområde.
Dermed kan de alle få fjernvarme fra Aabybro Fjernvarme, så snart det er etableret.

Ændringen omfatter:

  • Ca. 600 boliger og fire virksomheder i Biersted
  • Ca. 60 boliger i Bispehaven i Aabybro
  • 49 virksomheder og 10 boliger i erhvervsområdet i Aabybro


De stigende energipriser betyder et hurtigere skifte til en grønnere og mere fremtidssikker forsyning.
Borgerne har løbende henvendt sig til Aabybro Fjernvarme for at konvertere, og med det aktuelle projektforslag imødekommer Aabybro Fjernvarme og Jammerbugt Kommune at imødekomme henvendelserne, så resten af områdets ejendomme kan få fjernvarme.
– Ligesom Aabybro Fjernvarme har vi kun interesse i at reagere så hurtigt som muligt på den konkrete udfordring mange boligejere og virksomheder står i. Med beslutningen er vi et skridt nærmere at kunne lægge om til grøn fjernvarme, siger borgmester Mogens Christen Gade.
Aabybro Fjernvarme forventer, at projektet opstartes november 2022, og at hovedledningsnet og stikledninger til de første forbrugere kan etableres i maj 2023.