Søndag 22. august kl. 14.00 kan du hoppe i havet med Klub Havdyp, der sammen med Grønhøj Strand Feriecenter og Saunahytten.dk bakker op om Danmarks Naturfredningsforenings (DN) nationale initiativ ”Hop i havet”.
Initiativet sætter fokus på havet og de politiske forhandlinger om en ny havplan, der skal sætte kursen for de næste ti års havforvaltning, som markeres ved en række arrangementer forskellige steder i Danmark, hvor tusindvis af danskere hopper i havet – for havet.

På Grønhøj Strand
For medlemmerne af det online fællesskab for vinterbadere, Klub Havdyp, samt gæsterne på Grønhøj Strand Feriecenter og saunahytten.dks badeglade kunder, betyder det rigtig meget, at havet langs de danske kyster trives.  
Derfor markeres initiativet på Grønhøj Strand, hvor der vil være mulighed for at være med til at skyde vinterbadesæsonen i gang, nyde en stund i den lækre saunahytte fra Saunahytten.dk, samt en forfriskende skarp til at få varmen på efter et dyp i Vesterhavets bølger.
– Vores alle sammens yndlingsbadevand fortjener de bedste forudsætninger for at trives, og derfor inviteres alle, der elsker havet, med til eftermiddagens arrangement, hvor vi sammen nyder en stund i bølgen blå.  Forhåbentlig kan vi sammen være med til at skabe synlighed omkring Danmarks Naturfredningsforenings initiativ og dermed gøre en forskel for de kommende havplans-forhandlinger, siger stifter af Klub Havdyp, Christine Carøe Aarestrup.  

Pas på naturen
Der er lagt op til en sjov og hyggelig eftermiddag, men baggrunden er trist. Skadeligt fiskeri med bundslæbende redskaber, overfiskeri, råstofindvinding, iltsvind med mere har efterladt livet i havet trængt og gispende.
– Det giver rigtig god mening for os at bakke op om dette initiativ, idet den omkringliggende natur i området – og havet især – gør det særligt attraktivt at holde ferie her i Grønhøj. Derfor er vi glade for at kunne bakke op om arrangementer som dette, fortæller centerchef for Grønhøj Strand Feriecenter, Tim Hansen.
Alle er velkomne til at kigge forbi og være med eller bakke op fra strandbredden. Overvejer du at prøve kræfter med vinterbadning, så er det desuden et fantastisk tidspunkt at starte med at ”træne op”, ifølge Christine Carøe Aarestrup, der med glæde deler ud af egne erfaringer med de kolde dyp og gode råd til nybegynderen.

Saunahytten er klar
Ejer af saunahytten.dk, Martin Funke, melder klar til kulden og synes det er en oplagt mulighed for at skyde vinterhalvåret i gang ved at deltage denne søndag og samtidig støtte en god sag.
– En tur i sauna nydes allerbedst, når man har mulighed for at få en kold dukkert også. Det synes de fleste af vores kunder i hvert fald. Derfor er havet et vigtigt aktiv for os og vi bakker altid gerne op omkring gode initiativer som dette, tilføjer Martin Funke.  Coronapas er påkrævet, hvis man ønsker at benytte saunaen.