Corona har de sidste to år forhindret de traditionsrige forårsopvisninger i gymnastik. Men i år byder DGI Nordjylland på 12 forårsopvisninger.
Såvel i 2020 som i 2021 blev langt størstedelen af gymnastikkens forårsopvisninger aflyst, og mange tusinder gymnaster blev snydt for at vise det frem, som de havde arbejdet på hele sæsonen.
Men i de kommende måneder vil gymnasterne fra vores foreninger, efterskoler og DGI’s landsdelshold sørge for, at der bliver fyldte haller til DGI’s forårsopvisninger i hele Nordjylland. Opvisningerne løber allerede fra slutningen af februar og frem til april.

Opvisning flyttet
I PGU Gymnastik løber årets Junior/Voksenopvisning af stablen 19. og 20. marts i DGI Huset, Aabybro.
Grundet renovering i Jetsmark Idrætscenter afholdes både DGI, men også foreningens egen lokalopvisning i Aabybro i år. Her kan familiemedlemmer, venner, bekendte og ikke mindst gymnastikinteresserede komme og se med.
– Vi glæder os til ENDELIG at kunne vise alt det vi har øvet på. Det bliver en fest igen at kunne fejre fællesskabet, idrætten og møde alle de glade ansigter igen. siger Thea Marie Lundgaard, formand PGU Gymnastik.

Armene er oppe
Formand for DGI Gymnastik, Hanne Lene Haugaard, ser frem til, at forårsopvisningerne igen kan blive den kulmination på gymnastiksæsonen, som de har været i så mange år.
– Jeg kan slet ikke få armene ned over, at vi endelig igen kan mødes til forårsopvisningerne. For mange gymnaster er netop forårsopvisningerne de eneste muligheder, som de har for at vise det frem, som de har arbejdet hårdt med og øvet sig på i en lang sæson. Det er de blevet snydt for i de seneste to år, så jeg tør godt love, at der bliver masser af energi og glæde til opvisningerne, siger Hanne Lene Haugaard.
Mere end 20.000 gymnaster og instruktører går på gulvet de kommende måneder i Nordjylland, og vi håber på masser af tilskuere, der kommer og ser, hvad vores dygtige gymnaster har fået lært.