Med nedlukningen af 7 nordjyske kommuner – herunder, som vi alle kan mærke, også Jammerbugt – så kom der også restriktioner for børnepasning samt skoleelever.

Kan ikke lade sig gøre
Og i første omgang var der fra de centrale myndigheders side lagt op til, at børnene i dagpleje, vuggestue og børnehave skulle passes i grupper på bare 2-3 børn, når de var indendørs og 5 børn udendørs.
Men dette krav var helt urealistisk, blev der ikke lagt skjul på fra forvaltningens og politikeres side i Jammerbugts dialog med de central myndigheder.
– Det ville betyde at vi ville komme til at mangle personale i et sådan omfang, at omkring 40 pct. af børnene ikke kunne blive passet, fortæller borgmester Mogens Chr. Gade og tilføjer, at det for en dagpleje også ville være praktisk umuligt at efterleve.

Vedvarende dialog
Alle 7 nedlukkede kommuner har på stort set alle niveauer gennem et stærkt samarbejde og en vedvarende dialog i den forløbne uge fået ændret det oprindelige påbud fra centralt hold.
– Vi har landet en god og fornuftig aftale, som både tager hånd om udfordringen med smitte, og samtidig er realistisk, så vi kan få alle børn passer, siger Mogens Chr. Gade.
– Det er et godt eksempel på, at dialogen med regeringen og centrale myndigheder virker, ligesom den gjorde, da vi fik lempet restriktionerne for den kollektive trafik – men modsat dialogen med fødevareministeriet og -styrelsen, påpeger borgmesteren.

Den gode løsning
Mens der oprindeligt var en normerings-tankegang med 1 voksen til 2-3 børn indendørs, så bliver der nu taget udgangspunkt i stuen.
Den enkelte stue er en gruppe og må ikke blandes med andre stuer, oplyser Helle Nørgaard Pedersen, konstitueret Skole- og dagtilbudschef.
Og på selve stuen, som har fast personale, bliver børnene delt op i mindre grupper. Hvis et barn er smittet, så er der færre børn med nærkontakt, og man kan straks finde frem til dem.
– Desuden vil en løsning med blot 2-3 børn i en gruppe ikke være en god løsning for børnene, siger Helle Nørgaard Pedersen om det sociale aspekt.

Brug for flere hænder
– Aftalen betyder også, at dagplejen kan bevare sin normering på 4-5 børn, siger Mogens Chr. Gade.
– Men vi får stadig brug for mere personale. Børnene skal stadig deles op i flere mindre gruppe, men hvor vi med det oprindelige påbud skulle bruge 7 voksne til pasning af 20 børn på en stue, kan vi nu nøjes med 5-6 voksne, giver borgmesteren som eksempel.

Succes med jobbank
Derfor er det vigtigt, at Jammerbugt Kommunes oprettelse af en jobbank har vist sig at være en stor succes.
I jobbanken søger kommunen ekstra hænder til både daginstitutioner og skoler.
Til dagtilbudsområdet søges personer, som er pædagog eller pædagogisk assistent, har erfaring fra dagtilbudsområdet, eller brænder bare for at arbejde med børn i alderen nul til seks år.
Se mere her:
https://signatur.frontlab.com/ExtJobs/DefaultHosting/JobDetails.aspx?ClientId=1475&WebAdId=73032&fbclid=IwAR329-P_G_z3aEEKOjx-CaWqqF3L-xXP-kf349x8Z5hiXR_CB0JIC005ASE

Til skolerne er der behov for lærere, studerende, pensionerede lærere eller andre med erfaring fra undervisningsområdet.
Se her:
https://signatur.frontlab.com/ExtJobs/DefaultHosting/JobDetails.aspx?ClientId=1475&WebAdId=73119&fbclid=IwAR0KlTxN774dROj-5Xxbkh6PiuKO2x-J91kp_CyOwE83MqakjGZoJaSlghU

Viser samfundssind
– Der er mange pædagoger, folk med pædagogisk erfaring og andre, som viser samfundssind og har meldt sig og er allerede i gang, siger Mogens Chr. Gade.
Desuden har kommunen taget tråden op fra forårets fælleserklæring og kontaktet de relevante fagforbund for at få lov til at flytte personale fra nedlukkede funktioner, som ungdomsskolen, til de steder, hvor der er behov for flere hænder.
Og også det virker.

Ansvarlig aftale
Udover mindre grupper, så fortæller aftalen også om sikkerhed, forebyggelse af smitte, smitteopsporing samt brug af værnemidler hos både ansatte og voksne samt om, hvordan børnene skal afleveres.
– Det er en ansvarlig aftale overfor børn, forældre og ansatte.