Foreningen Udvikling Hærvejen danner en ny forening med samme navn, og opgraderer det tværkommunale samarbejde. Repræsentantskabet kommer således til at bestå af borgmestrene fra de 15 hærvejskommuner.  

Tusinder år gammel
Den har ligget der i hundreder og tusinder af år, den gamle hærvej, der som en hovedfærdselsåre bragte folk fra nær og fjern mod deres mål ude i verden. Det næste skridt er taget for at give for at den gamle vej får nyt liv.
15 kommuner, der alle har deres beliggenhed ved Hærvejen, har taget initiativ til nyt samarbejde. Ganske vist blev foreningen etableret for 5 år siden, men i går blev den opløst for så igen en time efter at blive gendannet – nu med en ny politisk båret organisation med deltagelse af de 15 borgmestre fra følgende kommuner:

  • Hjørring,
  • Jammerbugt
  • Frederikshavn
  • Brønderslev
  • Aalborg
  • Mariagerfjord
  • Rebild
  • Vesthimmerland
  • Viborg
  • Silkeborg
  • Ikast-Brande
  • Vejle
  • Vejen
  • Haderslev
  • Aabenraa

Godt nyt for vandre- og cykelruter
Borgmestrene har givet hinanden håndslag på i fællesskab at ville udvikle Hærvejens vandre- og cykelruter til national og international særklasse.
Det første skridt er taget, fundamentet er ved at blive støbt til et unikt samarbejde om fremme af vandring og cykling.
Sammen med de 15 kommuner står Nordea-Fonden, der viser stor interesse for at investere et trecifret millionbeløb i et kvalitetsløft af ruten. Samtidig er tæppet løftet for udviklingen af store natur- og kulturoplevelser langs Hærvejen i et samarbejde mellem fonden og kommunerne.

Nyt sekretariat
For at arbejdet skal lykkes har kommunerne i dag indgået aftale om etablering af et nyt hærvejssekretariat, som placeres i Viborg Kommune. 
Borgmester Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, bliver formand for foreningen Udvikling Hærvejen.
– Det er med stor glæde, at vi nu har styrket det tværfaglige samarbejde og at hele 15 kommuner ned gennem Jylland er med til at løfte indsatsen og udviklingen om Hærvejen. I dag har vi taget de første skridt til at give den gamle vej et helt nyt liv, som skal løfte den op på et internationalt niveau, siger han.
Borgmester Ulrik Wilbek, Viborg Kommune, bliver næstformand i bestyrelsen.
– Viborg har som den gamle konge- og hovedby på Hærvejen altid spillet en vigtig rolle for den gamle vej. Viborg kommer nu til at huse endnu en central funktion på Hærvejen nemlig det nye sekretariat, der får plads på Viborg Rådhus. Vi glæder os både over at deltage i det nye samarbejde mellem de femten kommuner. Samtidig ser vi frem til at begynde at arbejde på de mange potentialer for udvikling af hærvejsprojekter gennem Viborg Kommune, siger han.

Længste del i Jammerbugt
Borgmester Mogens Gade, Jammerbugt Kommune, glæder sig til det fælles samarbejde, som også giver mulighed for lokal udvikling.
– Jammerbugt er den kommune med den længste del af Hærvejen, hele 76 smukke kilometer af Hærvejens vandrerute. Med den nye organisering får vi bl.a. mulighed for at styrke lokalsamfundene langs ruten, udvikle stærke knudepunkter og etablere flere certificerede rundture i vores flotte landskaber, siger han.

Bestyrelsen:

  • Formand: Per Bach Laursen, Borgmester, Vesthimmerlands Kommune
  • Næstformand: Ulrik Wilbek, Borgmester, Viborg Kommune
  • Hans Henrik Henriksen, Rådmand, Aalborg Kommune
  • Thomas Andresen, Borgmester, Aabenraa Kommune 
  • Signe Nepper Larsen, Vicedirektør, Naturstyrelsen
  • Jens Hausted, Direktør, Dansk Kyst- og Naturturisme