For særligt ældre er det ikke et ukendt fænomen, at det driller, når TV´et skal indstilles. At der er kludder med internettet, eller printeren er gået død, og at det kan tage timer at få løst problemerne.

En grøn løsning
Men nu er Expert Aabybro klar med en løsning – endda en grøn løsning – og den gælder for alle pensionister i Aabybro.
– Vi tager ud på servicebesøg, og det sker på cykel. Så for kun 99 kroner kommer vi forbi for at ordne problemerne. Ofte kan vi jo gøre det på få minutter, fortæller Thomas Sørensen.

Succes i sommer
Han tilføjer, at der er tale om et forsøg, men lægger samtidig vægt på, at det er et grønt tilbud.
– Vi prøvede det også sidste sommer, og det var en stor succes, som mange benyttede sig af. Det er vores erfaring, at mange ældre, som ikke lige har børnene i nærheden til at hjælpe, enten kan bruge timer på problemerne, eller opgiver at løse sådanne dem, men vil ikke ringe efter professionel hjælp, fordi de tror, det er rigtig dyrt, siger Thomas Sørensen.
– Men vi rykker gerne ud på cykel for 99 kroner, og fordi vi er på to hjul, så gælder tilbuddet alene i Aabybro, smiler han.