– Efter at have været lukket i en længere periode så åbner Hawet i Blokhus igen som en frokostrestaurant på fredag 19. juni klokken 11.00.
(Fototekst: William Pio er en del af den nye besætning på Hawet og har erfaring fra restaurationsbranchen. Foto: Vores Jammerbugt)

Smørrebrød og tærter
Bag konceptet står den nylige ejer, Kristian Engsig, der har samlet et hold erfarne ansatte fra branchen.
– Vi åbner en frokostrestaurant med godt gammeldags dansk smørrebrød, men også salater og børnemenuer. Desuden kan man hen på eftermiddagen også få kaffe, kage og tærte, fortæller Kristian Engsig.
Det er fra klokken 11 til 16, der serveres smørrebrød, mens kaffen er klar efterfølgende og frem til klokken cirka 18 – med løs bagkant – hvor der lukkes.
– Men er det godt vejr, og kommer der mange folk forbi, som blandt andet skal se solnedgangen, holder vi åbent, så man kan få et glas vin, øl eller en drink, siger han.

Nye møbler står klar i gårdhaven. Foto: Vores Jammerbugt

Nyt hold
I år er det ikke meningen, at Hawet skal have åbent om aftenen.
– Vi starter jo ret sent på sæsonen og har et trommet et helt nyt hold sammen, og vi skal lære af de fejl, vi kommer til at begå, og så skal vi evaluere til september. Men det er meningen, at vi til næste år også vil holde åbent om aftenen, siger Kristian Engsig.

Der er også frisket op indvendig. Foto: Vores Jammerbugt

Frisket op ude og inde
Den gamle restauration er frem til åbningen blevet frisket fuldstændig op både ude og inde.
– Hvis du har været på Hawet før, så vil du næsten ikke kunne kende det igen, siger Kristian Engsig.
Der er bygget om, også i køkkenet. Lofter er lysnet, de gamle egetræsborde slebet ned og lakeret op igen. Der er malet over alt, murværket er frisket op, og der er nye møbler i gårdhaven.

Den kendte kutter er også frisket op – uden styrhus. Foto: Vores Jammerbugt

Helt nyt
Med sin baggrund i Engsig Nordic samt kontor-, hobby- og skoleartikler så har han ingen erfaring med restaurationsbranchen.
– Nej, det er helt nyt, så det bliver spændende, men jeg har nogle gode folk med, som har erfaring fra branchen i Aalborg. København og Skagen. Et godt professionelt hold, siger Kristian Engsig, der plejer at holde sin sommerferie i Blokhus helt frem til september i nabohuset til Hawet.
Restauranten vil holde åben indtil efterårsferien, dog vil der kun være weekendåbent i september, hvis det viser sig, at der ikke er tilstrækkeligt med gæster i hverdagen.