Camilla Kristensen tager souschef med til den nye butik

– Når den nye 1200 kvadratmeter store Rema 1000 butik til foråret slår dørene op, så bliver det med 31-årige Camilla Kristensen som Købmand.
Med sig har hun lokalkendskab, erfaring og en klar strategi for, hvordan hun opbygger en god butik.
Rema 1000 bygger butik ved Aabybro Centret med placering ud mod Aaby Sdr. Gade.

Høj fokus på ferskvarer
Camilla har arbejdet i Rema 1000 i Vadum siden 2005, heraf de sidste 10 år som Købmand.
– Butikken i Aabybro bliver en pæn og ryddelig forretning med meget højt fokus på ferskvarerne, siger Camilla Kristensen.

Hun forventer, at der bliver omkring 32 ansatte, heraf syv på fuld tid.

Tager personale med
Med sig fra Vadum tager hun souschef Danni Jakobsen og tidligere salgsassistent Line Frost Carlsen, som Camilla Kristensen selv har uddannet.
– Vi glæder os rigtig meget til at åbne en flot og inspirerende butik i Åbybro, understreger Camila.
Dette team var også med til at flytte og genåbne butikken i Vadum i 2017.

Hemmeligheden bag
– Hemmeligheden er hårdt arbejde og planlægning. Her skal være struktur, og det skal være en dejlig arbejdsplads.
– Man skal føle sig som en vigtig del af noget stort, og derfor gør jeg meget ud af, at alle har hvert deres eget ansvarsområde, så alle mine medarbejdere er med til at skabe resultater, siger Camilla Kristensen.

Startede ved kassen
Købmanden er et kendt ansigt i Vadum, hvor hun i 2005 startede som kassemedarbejder i REMA 1000. I løbet af de første fem år i kæden blev Camilla forfremmet til souschef, og i 2010 overtog hun den daglige drift som købmand. Camilla valgte i efteråret 2019 at takke ja til at blive købmand i Åbybro. Jeg glæder mig utroligt meget til at slå dørene op til en helt ny butik i Åbybro sammen med mine dygtige medarbejdere.

Fritid og familie
Købmanden bor i Vadum med sin mand Martin og sin søn Malias på otte år – i øvrigt ligesom Danni Jakobsen og Line Frost Carlsen.
Den sparsomme fritid bliver hovedsagelig brugt på familien.