Centrum Tøj & Sko har i årtier været et kendt og populært indslag i det alsidige handelsliv i Pandrup.
Det er forretningen, hvor den voksne kunde kan gå hen for at blive klædt på fra top til tå og fra yderst til inderst. Både mænd og kvinder.

En oplevelse
Desuden er det altid et mål for Berit og Jens Jørgen Jensen, at det skal være en oplevelse at handle i Centrum Tøj & Sko, som derfor også har en stor og trofast kundeskare. Og loyaliteten bliver betalt tilbage med et varmt velkommen samt et indgående kendskab til kundens ønsker og behov.
Jens Jørgen Jensen er nemlig en ørn til ikke alene at huske navne, men også til at huske kundens størrelse, foretrukne farver samt hvilken model eksempelvis skjorte man gerne vil have – og dem findes der mange af i dag.
– Det er vores DNA, at kunden skal kunne komme herind og få den personlige service og det, de ønsker sig fra vores brede udvalg, fortæller Jens Jørgen Jensen.
Og den opmærksomhed og service er noget, han har lært og ført videre i Centrum Tøj & Sko efter sin far Hans Ole Jensen og onkel Jens Ulrik Jensen.

I radiolære
Men Jens Jørgen Jensen begyndte sit arbejdsliv med at komme i lære som radiomekaniker hos Fischer – det senere Dantax Radio.
Han far mente, at sønnen skulle gå en anden vej end faderens og onklens, og Jens Jørgen Jensen blev udlært i 1988.
– Men sideløbende var jeg altid her i butikken og hjalp til i weekender og op til jul, fortæller Jens Jørgen Jensen.
Derfor sagde han også ja, da onklen spurgte, om Jens Jørgen Jensen ville overtage hans andel af forretningen per 1. oktober 1997.
– Dog var det en stor mundfuld, for Berit var højgravid med vores første barn den gang, husker Jens Jørgen Jensen.
Han mødte sin Berit i 1987. Hun arbejdede i forretningen, når hun havde fået fri fra gymnasiet og blev i 1992 spurgt, og med sit flair for faget og moden blev hun spurgt, om ikke hun ville i lære, og Berit Jensen blev udlært salgsassistent i 1994.

Landsdækkende bytteservice
Jens Jørgen Jensen drev Centrum Tøj & Sko videre sammen med sin far frem til Hans Ole Jensens død i januar 2007, hvorefter Jens Jørgen overtog forretningen sammen med Berit, og under hele forløbet er forretningen med et butiksareal på imponerende 650 kvadratmeter konstant blevet moderniseret – særligt i 2015, hvor forretningen gik med i kæden, TøjEksperten.
– Det har givet en række plusser som landsdækkende bytteservice, og det er en fordel, når man skal købe julegaver til familien på Sjælland, eller når turisten kommer forbi, fortæller Berit Jensen.
– Der er nemlig mange turister, som er faste kunder hos os og kigger ind, når de er på ferie her i området.

En klassisk modebutik
Parret lægger ikke skjul på, det er en livsstil at være selvstændig, og for at have succes skal man kunne gennemskue kundens behov.
– Det vigtigt med et godt personale, som er glade for at være her, siger Berit Jensen.
– Man skal have fingrene på modens puls, og vi har fokus på vores målgruppe og er en klassisk modebutik for de voksne, siger Jens Jørgen Jensen.
Derudover kræver det mange timer, da der jo også skal være tid til administration og indkøb, så børnene Charlotte og Simon Ulrik, der begge læser erhvervsjura, har altid været vant til, at mor og far arbejder meget.
– Derfor er de heller ikke selv bange for at tage fat, fortæller Berit Jensen.
Ud over Joan i dame-afdelingen, så har Centrum Tøj lige ansat Tobias Mikkelsen som elev, og Berit og Jens Jørgen Jensen ser frem til de kommende år med deres forretning.
– Vi vil være her mange år endnu, så vores kunder stadig kan handle lokalt.