– Har du en lille møtrik til denne her?
– Kablet på den røde bo-cart driller lidt, men de tre teenagere giver ikke så let op og makker videre med opgaven, mens Henrik Kristiansen fra Jammerbugt Ungdomsskole ser til og hjælper med gode råd.

Skruer og makker
De er samlet i værkstedet på Stationsvej 20 i Brovst, hvor ungdomsskolen denne sommer i ugerne 27 og 28 giver de unge mulighed for at komme og makke med deres knallerter eller skrue på gamle bilmotorer samt traktorer.
– Jeg har gået derhjemme og makket på en gammel Suzuki sammen med min far. Det er sjovt at lære noget om knallerter og motorer, fortæller 16-årige Mathias Jacobsen fra Tranum.
– Så sagde en af mine venner, Marcus, at jeg skulle tage med herop i værkstedet og lære noget. Det er hyggeligt, og jeg er sammen med mine venner, fortæller han om garagestemningen.

Mathias Jakobsen og Kristian Smilton bøjer over motoren. Foto: Vores Jammerbugt

Fortsætter som hold
Og selv om sommertilbuddet er slut, så fortsætter makkeværkstedet som et hold under Jammerbugt Ungdomsskole i det kommende skoleår, oplyser Michael Borg, leder af ungdomsskolen.
Man kan tilmelde sig holdet fra august på Ungdomsskolens hjemmeside www.ungjam.dk sammen med knap 40 andre hold, der starter op i efteråret.

Marcus Kronborg strammer kablet. Foto: Vores Jammerbugt

Der er et behov
– Der et behov for et værksted, hvor de unge kan komme og makke med deres knallerter. Det er blevet efterspurgt både af forældre og af de unge selv. I dag handler valgfagene i folkeskolen jo meget om faglighed og giver ikke mulighed for at rode med en motor, fortæller han.
Derfor blev der i det netop afsluttede skoleår på Aabybro Skole oprettet et valgfag, hvor eleverne på værkstedet i Brovst kunne skille, reparere og samle havetraktorer og traktorer.
– Der er også læring i dansk og matematik i det. Men det bliver tillært på en anden måde, da det er pakket ind i noget, der interesserer de unge, forklarer Michael Borg.

Henrik Kristiansen med en af de gamle traktorer. Foto: Vores Jammerbugt

Veteranknallerten
På værkstedet i Brovst er 16-årige Kristian Smilton fra Telling også optaget af at reparere en bo-cart, men ellers har han brugt tiden på sin gamle Peugeot veteranknallert, der lige nu er sendt til sandblæsning.
– Min mor og jeg har altid gerne villet have en veteranknallert. Hun kørte på en som ung, og jeg synes, det er sjovt at have en. Den er bygget ordentligt og går ikke stykker, hvis man vælter, sådan som en scooter gør, fortæller han.

Mathias Jakobsen og Kristian Smilton nyder at makke med motorer. Foto: Vores Jammerbugt

Fart og mekanik
Både Kristian Smilton og Mathias Jacobsen plejer at mødes hjemme hos Marcus Valentin Lykke Kronborg i hans garage i Tranum.
Men de har været glade for at være sammen i det store værksted på Stationsvej og de mange spændende opgaver.
– Det har været rigtig hyggeligt, og det er godt at lære en masse om motorer, fortæller Marcus Kronborg.
– Jeg har altid godt kunnet lide at få motorer til at virke og så prøve dem af bagefter. Jeg har altid haft noget med fart. Det er sjovt at køre hurtigt, fortæller han.
Og det er da også meningen, at teenagerne skal have lov til at prøve bo-carten af, lover Michael Borg, ligesom Jammerbugt Ungdomsskole har 16 pladser til en tur til Tved Karting Ring ved Thisted, hvor der skal køres go-cart.

Værkstedet er klar til at blive brugt. Foto: Vores Jammerbugt

Inden for lovens rammer
Indtil videre er det kun i Brovst, at Jammerbugt Ungdomsskole kan komme med et værkstedstilbud.
Men hver tirsdag tager ungdomsskolens Jørn Ditlev, fra Brovst til Ungehuset i Pandrup og slår dørene op, så områdets unge kan komme og få hjælp til at skrue på deres knallerter – inden for lovens rammer selvfølgelig.
Du kan læse meget mere om tilbuddene i Jammerbugt Ungdomsskole her:

https://ungjam.dk/