Indestævnet Trolde Cup på Gjøl i mere end 40 år

– Bolden ruller i Gjøl Hallen lørdag 25. januar, hvor Hermanitterne, PT Vinduer, Froms Tropper samt Trip Trap Træsko og de andre hold dyster mod hinanden i indefodbold.
Det handler om Trolde Cup – og det har det gjort i mere end 40 år.

Sjov og fællesskab
Stævnet er sjov og fællesskab og har deltagelse af til lejligheden oprettede familie-, venne- eller firma-hold.
– De unge synes, det er sjovt, og folk samler venner og familien til stævnet, og så længe der er opbakning til det, så holder vi Trolde Cup på Gjøl, fortæller Helle Andreasen og Stefan Sørensen.

Har været med i alle årene
Holdet Hermanitterne har været med i alle godt 40 år, men har aldrig vundet.
– Vi har været tæt på to gange, husker Ole Hermansen.

 – Den ene gang var vi finalen mod Juventus. Jeg stod på mål, og Jørgen ”Jøns” Christensen skød et svagt skud, men jeg kunne ikke få mine ben til at bevæge sig, og bolden trillede stille og roligt i mål. Bagefter havde min ældste søn, Michael, et skud på overliggeren, så vi tabte, fortæller han.

Mere show
Den gang var det udelukkende gade- og familiehold.
– Og lidt mere showpræget med udklædning, siger Ole Hermansen.
I år blev det Froms Tropper, der vandt finalen over Gadedrengene.