Lørdag 10. september og den efterfølgende søndag er hunden i centrum på Rødhus Klit Camping, hvor der er Blokhus Hundefestival.
– Det er en mulighed for at få et hyggeligt møde med ligesindede, som har en god interesse for hunde, og det sker på et plan, hvor alle kan med, siger Jens Brandt, formand for hundefestivalen.
Den plejer at tiltrække omkring 1.000 gæster og udover danske gæster, kigger der også mange tyske turister med hun forbi.

Flotte opvisninger
I år kan programmet ud over salg af alskens udstyr til hunde blandt andet byde på opvisninger med Politihundeforeningen med apporteringsøvelser, mens schweisshunde viser, hvordan de eftersøger påkørte dyr.
Klithuse Hundeforening viser agility, og så er der mulighed for at finde ud af, hvad Rally er i hundesammenhæng, når DCH Frederikshavn kigger forbi.
Der er også mulighed for, at børnene kan fremvise deres hund og få den bedømt, og i en anden boldgade opstiller Westvendsyssel Buelaug bueskydningsbanen, hvor man skal prøve at skyde æblet ned.

Gode formål
I år er festivalen udvidet med et telt til udstillinger og boder, og det er Sol og Strand, der har doneret teltet til 25.000 kroner til hundefestivalen.
Og som noget nyt har stadeholderne ikke betalt for deres boder, men skal i stedet medbringe en sponsorgave, som der bliver trukket lod om på entrebilletterne både lørdag og søndag klokken 16.00.
– Desuden går en tredjedel af entrebilletten til Dyrenes Beskyttelse, og vi har også en gåtur, hvor man kan donere penge til Dyrenes Beskyttelse, siger Jens Brandt, der glæder sig til at tage mod de mange også firbenede gæster.