Familien Nørrevang fik solgt deres hus i Biersted, før det officielt nåede at komme til salg, og nu er de klar til at bygge nyt hus i byen.
Der er nemlig godt gang i boligsalget i den hyggelige by, Biersted, som ligger blot 17 kilometer nordvest for Aalborg. 
En række nye byggegrunde har været med til at sætte skub i tingene, og de er faldet på et tørt sted.
Tre ud af 10 af de kommunale byggegrunde er allerede solgt, og resten er reserveret.
Det oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Solgt 27 huse
– Der er rigtig godt gang i hushandlerne i Biersted. Det seneste år er der solgt 27 villaer i byen, hvilket er superflot, og det ser ud til, at den nye udstykning sætter endnu mere gang i byen. Netop nu har vi to boliger på vej til salg i Biersted, og begge familier, der har husene til salg, har reserveret grunde på den nye udstykning”, fortæller ejendomsmægler Per Birkmose fra Nybolig.
Familien Nørrevang var nogen af dem, der var hurtige til at slå til, da grundene blev udbudt.
– Vi har efterhånden boet i Biersted i 10 år og er rigtig glade for byen. Vores børn er blevet større, og derfor har vores boligbehov ændret sig, og nu har vi muligheden for at bygge vores drømmebolig, fortæller Inge og Martin Nørrevang.
Da parrets beslutning var truffet, gik tingene stærkt.
– Vi havde ikke regnet med, at vores hus blev solgt så hurtigt. Det nåede faktisk aldrig at komme officielt til salg, da det blev solgt via ejendomsmæglerens køberkartotek. Så nu skal vi i gang med byggeplanerne, fortæller de.

En tryg opvækst
Martin er oprindeligt fra Terndrup, og Inge er født og opvokset i Biersted.
Efter nogle år i lejlighed i Aalborg og efterfølgende i rækkehus i Gug var tiden kommet til at stifte familie og købe hus. De ville gerne bo i nærheden af Aalborg og kiggede bl.a. på huse i Støvring og Svenstrup.
Det var vigtigt for dem at finde et sted, hvor børnene kunne få den samme trygge opvækst, som de selv har haft.
Efter en rum tids søgen var de ikke i tvivl om, at de skulle bo i Biersted.
– Her er en skole til 9. klasse og gode daginstitutioner, det var vigtigt for os. Og så kender vi jo hinanden i sådan en by, og vi kan cykle rundt til alt. Det er trygt for børnene og for os som forældre. Så valget faldt på Biersted, og det har vi aldrig fortrudt, fortæller Inge Nørrevang.
De arbejder begge i Aalborg, så de hurtigt kan komme til og fra arbejde med kun godt 5 minutters kørsel til motorvejen ved Vestbjerg.
– Vi troede, vi ville komme til at mangle Aalborgs mange muligheder. Men helt ærligt, der er ikke noget, vi savner. Vi har en lokal dagligvarebutik i byen, og resten har vi i Aabybro fem kilometer herfra. Når først man har fået børn, går man jo ikke så tit i byen længere. Og når det sker, at vi gerne vil en tur på cafe eller i biografen, så er Aalborg stadig tæt på.
– Her er til gengæld højt til himlen, og det sætter vi rigtig meget pris på. Specielt her i Corona-tiden har det været skønt, at vi har grønne områder omkring os, så vi kan gå en tur, uden at vi altid er omringet af mennesker, fortæller Inge Nørrevang.

Godt naboskab og sammenhold
Der bor mange børnefamilier på den hyggelige lille villavej, hvor familien Nørrevang bor i dag. Og de fik sig da også hurtigt mange nye venner, da de flyttede hertil.
– Der er et rigtig godt naboskab, og vi hjælper generelt hinanden her i byen. Det er både i hverdagen og i forbindelse med byens aktiviteter, som f.eks. den årlige Mosefest, som hele byen står sammen om, fortæller Martin Nørrevang.
Familien er derfor også lidt vemodige over at flytte fra huset og de gode naboer på vejen, men ”vi flytter heldigvis ikke så langt væk”, som de siger. De glæder sig til at skulle i gang med byggeprocessen og håber, at det unge par fra Aalborg, der har købt deres hus, bliver lige så glad for livet i Biersted, som de er.