Nordjyllands Politi fik natten til fredag 27. november fat i to mænd fra Ans i Midtjylland efter, at de havde begået indbrud i både Meny i Aabybro og hos Spar i Kaas.

Opdaget i Kaas
Tyvene brød først ind i Meny i Aabybro, hvor de stjal en masse cigaretter og kørte derefter videre til Kaas.
Her opdagede købmand Bo Henriksen, at mændene var ved at bryde ind og fik alarmeret Nordjyllands Politi.
Og på vej til Kaas mødte en  hundepatrulje i Pandrup en modkørende bil med to mænd, der svarede til det signalement, politiet havde fået af tyvene
Derfor bragte politiet bilen til standsning og fandt ud af, at bilen ikke alene indeholdte to mænd, men også de mange stjålne cigaretter.

Jul i arresten?
De to mænd på 41 år og 47 år, som i forvejen er godt kendt af politiet, blev anholdt, og efter en juridisk vurdering blev det besluttet at fremstille den 47-årige i grundlovsforhør fredag kl. 13 med henblik på varetægtsfængsling i 4 uger, oplyser vagtchef Poul Fastergaard.