Jammerbugt Kommune er på vej til atter at indgå en markedsføringsaftale med Nordic Bet Liga-klubben, Jammerbugt FC.

Bredde og elite
Et flertal i økonomiudvalget anbefaler, at kommunalbestyrelsen siger god for en markedsføringsaftale gældende for perioden 1. oktober 2021 til 30. juni 2022, hvor Jammerbugt Kommune betaler 175.000 kroner til Jammerbugt FC.
– Vi har jo en strategi om, at breddeidræt er vigtig, og vi vil være en af landets bedste fritidskommuner med et stærkt foreningsliv, og vi ligger godt til blandt de bedste kommuner, siger borgmester Mogens Chr. Gade.
– På samme vis har vi også en strategi om, at eliteidræt skal være med til at markedsføre Jammerbugt Kommune, og vi har haft en lang tradition for at blive markedsført af Jammerbugt FC, ligesom vi bliver det af Pandrup Bokseklub, Han Herred MotoCross i Fjerritslev og Nordjysk Elite Speedway i Brovst, siger borgmesteren. Og tilføjer.
– Der er ingen tvivl om, at det giver Jammerbugt en god markedsføringsværdi.

Markant markedsføring
Det har ingen betydning for indgåelsen af en aftale, at Jammerbugt FC i foråret 2021 blev et anpartsselskab med en udenlandsk ejer, tyske Klaus-Dieter Müller, som siden har overtaget også direktørposten og arbejder uden en bestyrelse.
-Vi støtter jo vores brede foreningsliv med tilskud, baner og haller, mens det her er hardcore elite, hvor det for os handler om, at vi bliver markedsført. Og det beløb, som vi betaler, får vi tifold tilbage igen.
– Det er klart, at der rent følelsesmæssigt er ønsker om et mere lokalt ejerskab, men sådan er vilkårene nu, og derfor ser vi på, hvordan det ser ud efter denne sæson, siger Mogens Chr. Gade.
Han oplyser, at markedsføringsaftalen med Jammerbugt FC også skal ses i sammenhæng med aftalen om, at Jammerbugt FC betaler leje for brug af Jetsmark Stadion.
Kommunalbestyrelsen vedtog i december, at Jammerbugt FC skal betale 100.000 kroner til Jammerbugt Kommune i leje for kamp- og træningsbane for perioden  1. juli 2021 til 31. juni 2022.
Jørgen Ravn Christensen (C) stemte imod, at Jammerbugt Kommune skal indgå en markedsføringsaftale med Jammerbugt FC.

I henhold til markedsføringsaftalen forpligter Jammerbugt FC ApS sig til at sikre, at:

  • Jammerbugt Kommune får 6 stk. logo eksponering på tribunevæg på stadion. Disse skal være centralt placeret på langsiden mellem spillerboksene.
  • Jammerbugt Kommune får sit logo på spillertøjer for to fodboldspillere – dette for så vidt angår både hjemme- og udebanetrøjer. Kommunens logo skal placeres på ryg.
  • Jammerbugt Kommune får sit logo i Jammerbugt FC ApS´s kampprogrammer.
  • Jammerbugt Kommune får sit logo på Jammerbugt FC ApS´s hjemmeside.
  • Jammerbugt Kommune´s logo bliver eksponeret på digital måltavle samt på digital info skærme i VIP-lounge.
  • Jammerbugt Kommune får opstillet 4 beach-flag med kommunens logo i forbindelse med samtlige hjemmekampe.
  • Jammerbugt Kommune får ret til brug af Jammerbugt FC ApS´s logo i forbindelse med eksponering af kommunen.
  • Jammerbugt FC ApS´s trænere og spillere stiller sig til rådighed for træning og arrangementer for hold og foreninger i Jammerbugt Kommune. Der kan her være tale om deltagelse som træner, oplægsholder eller lignende.
  • Jammerbugt Kommune får 6 stk. VIP billetpakker, med en VIP-billet til samtlige hjemmekampe. Disse kan bl.a. benyttes ved kommunens kontrol med, at denne markedsføringsaftale overholdes.
  • Støtte til udvikling af lokale talenter gennem målrettet arbejde i U17 og U19 hold i Jetsmark IF – der skal her indsendes dokumentation for, at der er anvendt minimum kr. 25.000 på dette arbejde.