I forbindelse med krigen i Ukraine har Jammerbugt Kommune besluttet at oprette en ”Ukraine Taskforce” bestående af repræsentanter fra ledelsen og nøglepersoner fra kommunens forvaltninger.

Håndtere opgaver
Taskforcen skal koordinere og håndtere opgaver forbundet med situationen i Ukraine, f.eks. indkvartering af ukrainske flygtninge.
I den forbindelse er Jammerbugt Kommune løbende i kontakt med KL og Udlændingestyrelsen og følger tæt de nationale udmeldinger og eventuelle lovgivningsmæssige ændringer.

Én indgang
Det er desuden blevet besluttet, at borgere i Jammerbugt Kommune nu får en direkte kontakt vedr. henvendelser i forhold til Ukraine.
– Jeg er glad for, at vi nu får etableret en taskforce, der gør, at der bliver én indgang i Jammerbugt Kommune til spørgsmål vedr. asylansøgere og migranter fra Ukraine, hvis der er behov for at få afklaret spørgsmål om f.eks. midlertidig boligindkvartering og evt. forsørgelse, siger borgmester Mogens Chr. Gade.

Kontaktperson for borgere
Borgere kan henvende sig til Jammerbugt Kommunes kontaktperson med spørgsmål om modtagelse af ukrainere, akut boligindkvartering, forsørgelse, børn og unge, herunder dagtilbud og skole:

Per Sigsgaard, mail: sig@jammerbugt.dk,
tlf.: 7257 7551 / 4191 2551

Ved henvendelser om psykosocial krisehjælp henvises til:
Region Nordjyllands krisehjælp, som kan kontaktes på tlf. 9764 3700.

Donationer
Frivillige organisationer tager imod donationer.
Jammerbugt Kommune har været i dialog med genbrugsbutikker og velgørende organisationer i Jammerbugt Kommune.
De meddeler alle, at der ikke er behov for mere lagerplads til tøj, hvorfor det ikke er nødvendigt, at kommunen stiller lokaler til rådighed til indsamling af f.eks. tøj.

Kommunen opfordrer derfor til at aflevere tøj og andre brugsting til genbrug enten i genbrugsbutikker eller på genbrugspladserne. Herfra vil de frivillige organisationer omsætte effekterne og sende pengene til hjælp i Ukraine.

Derudover kan borgere hjælpe ukrainerne ved at donere penge til frivillige nødhjælpsorganisationer.