– Jammerbugt FC har indgået en 2-årig aftale med AaBs målmand Marcus Bundgaard Sørensen.

Udskiftning på pladsen
I den netop afsluttede sæson sendte Jammerbugt FC Emil Kobberup, der har været fast mand i målet de seneste år, til Vendsyssel FF og Nordic Bet Ligaen. Derfor er Jammerbugt FCs cheftræner Bo Zinck glad for at have sikret sig ny forstærkning på den vigtige målmandspost.

Stort talent
– Marcus Bundgaard Sørensen er et stort målmandstalent, som er godt udlært i AaB. Udover sikre hænder har han gode fødder og god kommunikation. Marcus Bundgaard Sørensen har trænet med os i noget tid og har i sine unge år også spillet i klubben. Så vi ved, at vi tager imod et stort talent og ser meget frem til, at vi forhåbentlig kan udvikle os yderligere sammen. Og en stor tak til AaB for godt samarbejde endnu en gang, siger Bo Zinck.

Glæder sig til seniorbold
Marcus Bundgaard Sørensen er født og opvokset i Brønderslev fylder 19 år til august.
Han glæder sig til det nye kapitel i fodboldkarrieren.
– Jeg ser ekstremt meget frem til at komme i gang med at spille seniorfodbold, hvor tempoet og hårdheden er noget andet end ungdomsfodbold. Jeg kender hele anlægget og nogle folk i klubben, da jeg tidligere har spillet her. Jeg ser store muligheder for at udvikle mig i Jammerbugt FC, siger han.

Bide sig fast
– Kortsigtet er ambitionen, at bide mig fast på Jammerbugt FCs hold og få en masse spilletid. Det langsigtede mål er at komme til udlandet og spille en dag, lyder det fra Marcus Bundgaard Sørensen.
Marcus Bundgaard Sørensens tidligere klubber er AaB, Brønderslev IF og Jetsmark IF.