(Foto: Sead Gavranovic med nr. 10 har scoret. Bolden er på vej i mål ved stolpen).
Fodbold 2. division, gruppe 1
Jammerbugt FC – FC Sydvest 05: 1-0 (0-0)

1-0 (49.) Sead Gavranovic

Der blev solgt 254 billetter til lørdagens opgør på Sparekassen Vendsyssel Arena mellem førerholdet Jammerbugt FC og FC Sydvest 05 der – efter alt at dømme forgæves – kæmper mod nedrykning.
Og med den forventede og alt for lille sejr kan Jammerbugt FC på fredag 28. maj kl. 19.00 på hjemmebane sikre sig oprykning til 1. division med blot et enkelt point mod Brabrand.
Mindre kan også gøre det, hvis B. 93 snubler ude mod et andet tophold, Frem.
Jammerbugt FC har nemlig inden de sidste to spillerunder et forspring på 6 point til B. 93.
Derfor er det vel på sin plads at minde om, at billetter skal købes på forhånd, og Jammerbugt FC må med de nuværende restriktioner lukke 300 publikummer ind

Tæt på flere gange

Jammerbugt FC måtte mod Sydvest 05 udover den skadede Max Møller også undvære den ligeledes skadede Morten U. Thomsen, der på banen blev erstattet af Viktor Ahlmann, og det blev en kamp, som Jammerbugt FC burde have lukket allerede i 1. halvleg, hvor hjemmeholdet sad tungt på spillet og kom til mange chancer.
Gæsterne blev ved med at falde med deres forsvar, når Jammerbugt angreb, og hjemmeholdet fik derfor lov til at komme tæt på FC Sydvests mål.
Samtidig gav FC Sydvest 05 meget plads, som Jammerbugt FC udnyttede til forsøg med både gode kombinationer og dybe stikninger, men i særligt den første halve time blev der enten trådt lidt i bolden, eller der manglede lige den rette fart i afleveringen, hvis ikke en modstander kom i vejen, før det for alvor blev farligt.

Et hav af hjørnespark
Samtidig truede Jammerbugt FC som altid modstandernes mål ved hjørnespark, og dem fik hjemmeholdet op mod et dusin af – alene inden pausen.
Blandt andet efter 6 minutter, hvor Jammerbugt FC havde 3 hjørnespark i træk, og Nikolaj Lyngø var tæt på ved det sidste af dem.
Samme høje forsvarsspiller var igen lige ved en scoring efter 17. minutter efter et hjørnespark, og blot to minutter senere fik Søren V. Pedersen pludselig muligheden for at afslutte i det lille felt, men gæsternes målmand Kasper Tiedemann hev trods den korte afstand til skuddet en pragtredning frem.

Sejrsmålet
Samme Kasper Tiedemann viste sig desværre for Jammerbugt FC igen fra sin stærke side med en ny redning på et ellers konsekvent og hårdt skud fra kanten af feltet af Bardhec Bytyqi. Endnu en afslutning, som normalt ville give mål.
Dog kom forløsningen og sejrsmålet kort inde i 2. halvleg efter opspil og kombinationer mellem tre Jammerbugt FC-spillere i venstre side, hvorefter Issah Salou sendte bolden ind over, og den endte bagerst i feltet hos Glen Rask, der første gang spillede på tværs til en fri Sead Gavranovic, og han scorede koldblodigt med et behersket fladt skud ved den modsatte stolpe.
– Det var en kontrolleret og solidt spillet kamp, hvor vi burde have scoret flere mål, men sejren var aldrig i fare. De havde vel ikke en afslutning på mål, så en solid defensiv og en god offensiv. Det var en stensikker sejr, og det er glædeligt, konkluderer cheftræner Bo Zinck efter kampen.
Truppen ser nu frem til næste kamp, og Bo Zinck understreger, at alle forberedelser op til det vigtige opgør er, som de plejer.
– Vi forbereder os som normalt og går på banen for at vinde, som altid. Der skal ikke komme nogle hertil og tage noget. Det bliver en fed kamp, og vi glæder os.