Den 21-årige nigerske landsholdsspiller Issah Salou kommer til fra 3F Superliga-klubben Randers FC.
I forårssæsonen får Jammerbugt FC nyt blod til midtbanen, da man har hentet den 21-årige midtbanespiller Issah Salou i 3F Superliga-klubben Randers FC på en aftale gældende indtil sommeren 2021.

Sulten spiller
– Vi er glade for at have fået Issah Salou til klubben. Han er en hårdtarbejdende og boldsikker midtbanespiller, som er dygtig i sine vendinger. Det er en sulten spiller, som vi får til klubben, og vi glæder os til, at han bliver en del af holdet, siger cheftræner Bo Zinck.
To gange har Issah Salou spillet for Randers FC – en kamp i 3F Superligaen og en i Sydbank Pokalen – men har manglet kontinuerlig spilletid. Det håber han at finde i Jammerbugt FC.

Landskamp i november
– Jeg glæder mig meget til at komme i gang i Jammerbugt FC og vise, at jeg er en god fodboldspiller. Jeg har ikke fået så meget spilletid i Randers, men jeg har altid arbejdet hårdt til træning, og i de kampe, hvor jeg har spillet. Nu skal jeg bevise mig i en ny klub, og det ser jeg meget frem til, siger Issah Salou.
Issah Salou har spillet tre landskampe for Nigers landshold, som han så sent som i november 2020 repræsenterede i kampe mod Etiopien.