Den første af forårets seks finaler spilles i Aarhus

– Lørdag 6. marts klokken 13.30 spiller Jammerbugt FC forårets første kamp i fodboldens 2. division, og kampen betegner træner Bo Zinck som den første af seks finaler i foråret.

En stærk modstander
Modstanderen er VSK Aarhus, der med 23 point er placeret på den 6. plads, der giver en plads i oprykningsspillet, mens Jammerbugt FC er nummer 8 med 20 point.
– Det bliver en svær kamp. VSK Aarhus er gode og har forstærket sig i pausen med seks spillere, som pynter på deres hold særligt offensivt, blandt andre den tidligere superligaspiller, Thomas Dalgaard, fortæller Bo Zinck.
– Så det bliver svært, men ikke uløseligt, siger han.

Et stort slag
Han nedtoner ikke kampens vigtighed, da et nederlag sammen med sejre til Thisted og Brandbrand denne weekend kan sende Jammerbugt FC et godt stykke væk fra en plads i oprykningsspillet.
– Men selv om kampen er et stort slag, så er krigen ikke forbi, hvis det ikke skulle blive til en sejr, siger Bo Zinck.

God opstart
Jammerbugt FC skal på banen og svinge taktstokken, da det passer holdet bedst og har brugt kræfterne på at arbejde med dette i optakten.
– Vi skal til Aarhus og vinde den kamp. Men den første kamp er altid speciel. Der er et stort spændingsniveau, og fejlmarginen er altid lidt større, siger Bo Zinck der er optimist efter en god optakt til forårets seks turneringskampe.