Fodbold Nordic Bet Ligaen
FC Fredericia – Jammerbugt FC: 3-0 (0-0)
1-0 (62.) Samson Iyede
2-0 (77.) Anders Holvad
3-0 (89.) Patrick Egelund

Det blev ikke til point i søndagens udekamp mod FC Fredericia, hvor Jammerbugt FC tabte 3-0 efter en ellers meget lige 1. halvleg.
Men værternes styrke på kontrastød og spillere med store individuelle kvaliteter blev afgørende.

God 1. halvleg
– Vi spiller faktisk en fin 1. halvleg. Vi holder FC Fredericia fra chancer, men vi skaber heller ikke de store chancer selv, siger Sead Gavranovic, spillende assistenttræner.
– Det er en meget lige 1. halvleg, konkluderer han.
Men billedet ændrer sig efter pausen, hvor FC Fredericia gør en forskel.
– Der er kvalitetsforskel, det må vi erkende. De spiller rigtig godt, mens vi ikke får skabt chancer. Vi kæmper godt, men mangler den sidste kreativitet, så vi kan få skabt chancer, siger Sead Gavranovic.

Livsfarlige kontra
Samtidig er det en af de kampe, hvor holdet, som scorer først, løber med sejren.
– Begge hold spiller på omstillinger, og det bliver selvfølgelig en fordel for FC Fredericia, at de kommer foran. Desuden ved vi, at de er livsfarlige med deres kontrastød, når de kommer foran, og det er også på kontrastød, at de straffer os. Til sidst kommer de med store individuelle kvaliteter, siger Sead Gavranovic, men tilføjer.
– Det var en lige og åben kamp indtil det 3. mål, og vi var ikke spillet ud af banen.

Usikker hjemmebane
Jammerbugt FCs næste kamp er lokalopgøret hjemme mod Vendsyssel FF lørdag 12. marts kl. 14.00, men det er endnu ikke afgjort, at kampen spilles på Sparekassen Danmark Arena i Jetsmark.
– Vi ved endnu ikke om vores kampbane er god nok og klar. Men vi vil meget gerne spille på hjemmebane, det har vi ikke gjort i år endnu, og det ville ikke være særlig sjovt at skulle flytte kampen il Hjørring, når vi skal møde netop Vendsyssel FF, siger Sead Gavranovic.

Jammerbugt FCs holdopstilling 5-4-1:
Pape Ndiaye – Emil Nielsen (70. Solomon Ogberahwe), Mussa Kamara (70. Boubacar Haidara), Rayan Senhadji, Ismaël Sidibe, Mubaarack Nuh (70. Diogo Balau) – Diogo Pimentel, Sekou Bangoura, Yan Bouche (58. Alya Toure), Omar Natami – Emanuel Kulego