For 8. år i træk havde Jammerbugt Kommune inviteret tidligere udsendte fra militæret, politiet, beredskabet, sundhedssektoren m.fl. til markering af Flagdag for Danmarks udsendte den 5. september.
Det blev en både hyggelig og højtidelig fejring i DGI Huset Aabybro, hvor omkring 90 deltagere tilbragte en hyggelig formiddag i hinandens selskab.
Mange flotte militære faner var med til at tilføre begivenheden ekstra kolorit, til stor glæde for både gæster og arrangører.

Betonede vigtigheden
Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade, stod for den officielle velkomsttale. Han betonede blandt andet vigtigheden af, at vi husker ikke at tage vores frihed og privileger for givet, og sendte en dybfølt tak til de udsendte og deres pårørende for deres uselviske tjeneste for Danmark og for friheden. 
Dagens gæstetaler var Major Kasper Winther, ledende overlæge for Flyvestation Aalborg, der selv har været udsendt i både Afghanistan og Mali.
Han fortalte blandt andet om sine personlige oplevelser fra Afghanistan og hvorfor det er så vigtigt, at vi tænker på de tidligere udsendte og værdsætter deres indsats og ofre.
Sædvanen tro stod Flyvestation Aalborg Brass Band for de velklingende musikalske indslag.
Jammerbugt Kommune arrangerer Flagdagen i samarbejde med tidligere kommunalbestyrelsesmedlem, pensioneret brigadegeneral Jens Præstegaard og pensioneret oberstløjtnant Uffe Uhler.