Jammerbugt Kommune har ansat 27-årige Anne Kristensen som ny Fritidskonsulent per 1. april. Det var et enstemmigt ansættelsesudvalg, der pegede på Anne Kristensen ud af et felt på 98 ansøgere.
Det er således et velkendt ansigt, der vender hjem til afdelingen, da Anne Kristensen fra maj 2019 til juli 2020 har været ansat i et barselsvikariat i kommunens landdistriktsgruppe.
Hun bliver dermed ansat i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsafdelingen, som hører under Vækst- og Udviklingsforvaltningen.

Stærkt ansøgerfelt
– Vi blev blæst bagover af et stærkt ansøgerfelt på hele 98 ansøgere. Det gav os mulighed for at vælge fra den øverste hylde. Anne Kristensen beviste gennem både ansøgning og samtale, at hun var den stærkeste kandidat, siger Søren Ørgaard, Kultur-, Fritids- og Landdistriktschef.
– Anne Kristensen bliver en fantastisk samarbejdspartner for foreningslivet i Jammerbugt Kommune og et stærk kort i visionen om at gøre Jammerbugt Kommune til Danmarks bedste Fritidskommune, tilføjer han.
Anne Kristensen er pt. på barsel og begynder i jobbet som Fritidskonsulent den 1. april 2021.
Hun afløser Nadia Tind Hansen, som er skiftet til et job i Aalborg Kommune.