Med muligheden for, at landets kommuner nu kan trække på mobile lyntest fra private aktører, så er Jammerbugt Kommune allerede i færd med at gøre klar til at benytte sig af den ekstra test-kapacitet.
(Foto: Region Nordjylland)

Tæt på aftale
– Vi er ved at indgå en aftale med Falck om flere test, så vi også kan begynde at teste vores personale i daginstitutionerne, siger borgmester Mogens Chr. Gade.
– I forvejen tester vi allerede vores personale på plejecentrene to gange om ugen, siger han.

Øget kapacitet
Mogens Chr. Gade understreger, at kommunerne ikke tidligere har fået oplyst, at denne mulighed er til stede.
– Fra kommunernes side blev vi lidt skuffede over, at regeringen melder ud som om, at det her har vi vidst i 100 år. Det er først nu, vi har fået at vide, det er muligt, siger han.
– Men det er glædeligt, og det betyder, at vi kan øge testkapaciteten, og forhåbentlig kan det også være med til at aflaste Regionens testcenter i Brovst, siger Mogens Chr. Gade.

Fuldt optaget
Her er der det muligt at blive testet tirsdag og fredag, men alle tider er konsekvent fuldt booket, hvorfor mange må søge ud af kommunen for at finde ledige tider.
Regionen har dog udvidet sine testtider med to timer, men det slår ikke til.
– Forhåbentligt betyder Falcks test af vores ansatte, at der bliver flere ledige tider i Brovst, siger Mogens Chr. Gade.