Sommerferien står for døren, og igen i år tilbyder Jammerbugt Ungdomsskole spændende og sjove aktiviteter for kommunens børn og unge.
Uge 26 danner rammen for Ungjams Sommeruge 2021 med et stort udbud af gratis hold, man frit kan tilmelde sig via ungdomsskolens hjemmeside.

For enhver smag
– Der er noget for enhver smag, oplyser ungdomsskoleleder Michael Borg.
– Vi har forsøgt at sammensætte et varieret program, med henblik på at favne flest mulige børn og unge i kommunen, fortsætter han.
– Vi har kigget meget på, hvad de unge efterspørger, når vi møder dem i vores hverdag både på skolerne og i klubberne rundt om i kommunen. Hvad enten man er vild med vandaktiviteter, elsker at makke med maskiner eller har lyst til at kaste sig ud i rollespil, så er der et hold for alle.
Et hurtigt kig på ungdomsskolens online katalog for uge 26 vidner om de mange forskellige muligheder, der er målrettet både elever fra 4. – 6. klasse og 7. klasse til og med 17 år.
Tilbuddene kan findes på www.ungjam.dk
– Vores ultimative mål i Ungdomsskolen er at skabe bedre trivsel for vores unge mennesker i kommunen, fortæller Michael Borg. Vi kan mærke, at mange unge higer efter fællesskaber og gode oplevelser sammen. De trænger til at komme væk fra teenageværelset, som har dannet rammen om deres hverdag det meste af skoleåret, siger Michael Borg.

Christian Bols er en af Ungdomskolens mange instruktører, som står klar til at give kommunens børn og unge en god start på sommerferien i uge 26. (Privatfoto)

Fritidshold og valgfag
Udover at Jammerbugt Ungdomsskole driver 7 af kommunens fritidsklubber, afholder de også en bred vifte af både fritidshold og valgfag på skolerne i løbet af skoleåret. 
– Lige nu har mange unge travlt med eksamener samtidig med, at de skal finde fodfæste i en ny dagligdag efter de lange nedlukninger. Her kan det godt være svært at overskue endnu en sommer i coronaens tegn. Vi har derfor taget udgangspunkt i de unges ønsker og skabt et program, som vi håber kan fremme nye fællesskaber gennem sjove og fede aktiviteter, lyder det fra Michael Borg.

Følgende hold kan findes i Ungdomsskolens online sommerkatalog for uge 26:

  • Gummifiskeri
  • Découpage
  • Sorte fingre
  • Nak og æd
  • Beach Team Challenge
  • Vild med Vand
  • Medieværksted
  • Fun-Dag
  • Rollespil