– Klubhuset i Biersted IF er ligesom mange andre steder lukket ned i disse dage. Derfor er der ikke mange, som har opdaget, at Biersted IF har haft fint og inspirerende besøg af Johnny Hefty aka Muggenraev samt han makker Rolf, alias Mester88.

Husk Biersted IF
De havde fået til opgave at friske klubhuset op, og det er sket med farverig graffiti i klubhusets gange.
– Vi har i Biersted IF været i gang med at renovere vores faciliteter i et par år, og nu var vi nået til gangene, fortæller Marie-Louise Jensen fra hovedbestyrelsen.
– Vi havde malet dem 3-4 gange, men ville gerne have lidt kolorit på og noget børnevenligt. Noget, som er anderledes og får folk til at huske Biersted IF og tænke på det som et fedt sted. Vi havde mange forslag oppe at vende, så kom jeg på ideen med at kontakte Johnny Hefty, fortæller hun.

Fuld gas
Det var hovedstyrelsen enig om, og som sagt så gjort. Selv om Marie-Louise Jensen kun kendte Johnny Hefty og hans værker fra medierne, tog hun kontakt og fik en meget positiv respons.
Derfor har Muggenraev og Mester88 de sidste dage givet kreativiteten fuld gas i Biersted IFs klubhus – og med alt lukket ned har de fået arbejdsro.

De to kunstnere. Privatfoto

Fællesskab og glæde
I deres oplæg var, at de skulle bruge motiver som Biersted IFs logo, seniorgymnastik, håndbold, fodbold, badminton, gymnastik samt begreber som glæde og fællesskab.
– Jeg er virkelig godt tilfreds med resultatet. Det er lidt specielt, når ingen kan komme forbi og se det. Vi har fået positiv respons på Facebook, men vi er da spændte på, hvordan folk tager mod det, siger Marie-Louise Jensen.