Byggeriet er gået i gang i Teknologiparken mellem jem & fix samt VUC, hvor Tom Jakobsen A/S opfører en 1.800 kvadratmeter stor bygning, hvor JYSK flytter ind og efter planen åbner i slutningen af juni 2021. (Rettelse: Dato er ændret til ultimo juni).
Der bliver tale om en butik på 1.650 kvadratmeter samt 150 kvadratmeter overdækning til bl.a. havemøbler.

Flere p-pladser
– Jeg er selvfølgelig glad hver gang det lykkes at realisere et projekt, som vi har arbejdet længe med, og så er det da godt for Aabybro, siger Tom Jakobsen, som overtog grunden i Teknologiparken tilbage i august 2019, da det ikke lykkedes at trække en Rema1000 ud til dette område.
Den nye forretning opføres, så den får fælles p-plads med jem & fix, og p-arealet udvides med yderligere knap 50 pladser. Desuden bliver der vejadgang via indkørslen til jem & fix samt fra den nordlige side af grunden.

Området med den nye lokalplan. Illustration: Jammerbugt Kommune



Spændende udvikling
JYSK har længe ønsket at komme til Aabybro, og forretningens ankomst vil også være med til at skubbe på udviklingen af både Aabybro og Jammerbugt.
Det har Jammerbugt Kommune analyseret sig frem til i forbindelse med udarbejdelse af lokalplan og tillæg til kommuneplan.
Ifølge kommunens beregninger vil stigningen i indbyggertal i Aabybro og dermed i privatforbruget betyde, at det årlige forbrug af udvalgsvarer i Aabybro – nethandel undtaget – vil stige med cirka 26 mio. kr. i perioden fra 2020 til 2025.
Det er en stigning fra cirka 200 mio. kr. om året til 226 mio. kr. om året.
Samtidig forventes det årlige forbrug af udvalgsvarer i oplandet – nethandel undtaget – at stige med 51 mio. kr.
Det er en stigning fra cirka 611 mio. kr. til cirka 661 mio. kr. om året.

73 pct. hentes uden for kommunen
Vurderingerne viser, at den planlagte udvalgsvarehandel vil hente ca. 5 pct af omsætningen fra Aabybros bymidte.
Cirka 22 pct. fra resten af Jammerbugt Kommune.
Ca. 73 pct. uden for Jammerbugt Kommune, herunder Aalborg Kommune.
Og ca. 5 pct. fra netbutikker.